Fortsæt til indhold

Kolleger i sorg: Flaget gik på halv, da det blev kendt, at Ole var død

Ole Martin Olesen, Grenaa, er død, 65 år.

Samfund

Skyerne var tunge og blygrå torsdag formiddag på Terma i Grenaa, da det blev kendt, at en af virksomhedens mangeårige medarbejdere, Ole Martin Olesen, var død om natten på sygehuset i Randers i en alder af 65 år. Han nåede at fejre sit 40-års jubilæum for tre år siden.

Rundt omkring på Terma blev den triste nyhed modtaget med stor sorg, for Ole var kendt af alle - høj og lav. Godt nok vidste de fleste, at helbredet havde skrantet et stykke tid, men at han var så syg, at det helt uventet og hurtigt skulle koste ham livet i form af et hjertestop, rystede alle.

Ole havde en utrolig stor kontaktflade på virksomheden, hvor han var kendt for sit altid gode humør og en kvik bemærkning. Gerne om fodbold, hvis det var gået hans hjerteklubber AGF og Tottenham godt. Og det har det jo gjort på det seneste.

Han var født og opvokset i Grenaa, hvor han levede hele sit liv. Med opvækst i Korsgade, hvor der dengang var mange børn at være i selskab med, og Ole har nydt at fortælle om, hvor vildt det dengang kunne gå til, men hvor man også tog sig af hinanden, når der var brug for det.

Fra klejnsmed til kontor

Han blev udlært som klejnsmed i 1981 hos Grenaa Smede- og Maskinfabrik. Dengang en stor arbejdsplads, der fyldte hullet ud mellem Storegade og Lillegade i det indre Grenaa - og så lærte man helt naturligt også et sted som Det Gyldne Krus at kende.

Ole Martin Olesen blev 65 år. Pressebillede

Året efter sit svendebrev startede han i pladeafdelingen i det daværende Per Udsen Aircraft Co. Han var tilknyttet denne afdeling i ti år, heraf seks år som kvalitetsmedarbejder. I 1992 skiftede han til produktionsteknisk afdeling. Han har gennem årene været med til at planlægge og gennemføre en lang række produktionsopgaver til F-16, Gulfstream, Airbus, Westland-helikopter og andre flyprojekter.

Som produktionstekniker adskillige år tilbage i produktionsteknisk afdeling under Design & Integration var han involveret i produktionsklargøring af tegninger, arbejdspapirer og byggevejledninger.

De seneste år har han været involveret i tilbudsarbejde og opstart af de forskellige F-35 programmer. Ole har tidligere været Technical Lead på Lockheed Martin-programmet, og siden 2016 arbejdet som Technical Lead på Northrop Grumman-programmet.

Problemknuseren

På virksomheden var han kendt som en energisk, initiativrig og ansvarsbevidst problemknuser. Ole havde god humor og var som person meget social. Han var i en årrække formand for Funktionærforeningen og lagde stor vægt på at styrke sammenholdet mellem kollegerne på arbejdspladsen.

Han efterlader to voksne børn, en datter og en søn, og glæden var stor, da han kunne tilegne sig en ny titel, nemlig bedstefar. Nu til to børnebørn, som han var usigeligt stolt over, så mange gange kom mobilen frem og så skulle man lige se den seneste udvikling hos børnebørnene i Søften.

I sine unge år spillede han fodbold og nåede Grenaa Idrætsforenings førstehold. Her fik han for år tilbage tilnavnet ”Frøen” - fordi han en dag var stillet til træning i en mosgrøn træningsdragt, og da han endte på ryggen i et vandhul en regnvåd træningsaften på fodboldbanen, gav navnet næsten sig selv.

Mindet på stadion

Det blev til mange kampe for Grenaa IF, og helt naturligt blev han blive mindet med et minuts stilhed og sørgebind på GIF-spillernes trøjer, da årets sidste førsteholdskamp blev spillet på Grenaa Stadion søndag eftermiddag i Jyllandsserien, hvor modstanderen var Løgstør. Han ville have glædet sig over en hjemmesejr på 3-2.

Fodboldkarrieren blev afsluttet med nogle år i Grenaa Old Boys, hvor man også satte pris på hans store lyst til at være social med alle. Siden tog han fat i golfspillet, hvor han ved sin død var medlem i Grenaa Golfklub. Han nød især at spille med kolleger og en gammel fodboldkammerat - både på banen i Grenaa, på andre danske baner og i Portugal, hvor en mangeårig kollega har en feriebolig på Algarvekysten.

Senest var han blevet medlem af den over 40 år gamle Rådmandsvejens Billardklub i Grenaa, og selv om det var et spil, han ikke havde det store forhåndskendskab til, så faldt han godt til i selskabet med syv andre aldrende billardspillere, som nu vil savne ham og mindes ham.

Efter arbejdstid holdt Ole af at kigge ind i Grenaa Bowlingcenter, få en snak med vennerne og orientere sig om, hvad der var sket af stort og småt i byen. I dag er det så vennerne, der desværre må snakke om Ole. Må han hvile i fred og blive husket.

Bisættelsen finder sted lørdag 8. november klokken 13 i Grenaa Kirke.