Handl lokalt og skab liv, arbejdspladser og fremtid i din by - alternativet er et dødt lokalsamfund
Syddjurs Kommune og Djurslands Bank støtter lokal handel med kampagnen »Tæt på dig - handl lokal«.
Handel Syddjurs har i samarbejde med Syddjurs Kommune og Djurslands Bank skudt en ny kampagne i gang under overskriften »Tæt på dig - handl lokalt«.
Kampagnen har til formål at styrke den lokale handel og skabe opmærksomhed omkring vigtigheden af at handle lokalt.
Lokal handel er mere end blot hverdagens indkøb - den er med til at skabe liv, arbejdspladser og fremtid i byer og landdistrikter. Forestil dig en by med summende gader, hvor butikkerne er hjertet, der pumper liv i lokalsamfundet.
Borgerne vil møde kampagnen på handelsstandsforeningernes og butikkernes Facebook-sider, på plakater, postkort og andre kanaler.
Handel Syddjurs er paraplyorganisationen for detailhandlen i Syddjurs Kommune, hvor de lokale handelsstandsforeninger har en fælles dialog og arbejder for at forbedre detailhandlens vilkår, blandt andet i samarbejde med Syddjurs Kommune.
Et aktivt handelsliv er med til at skabe mødesteder og understøtte borgernes oplevelse af nærhed og sammenhængskraft.
Formål og budskab
Hensigten med kampagnen er at påvirke borgerne i Syddjurs til i højere grad at lægge deres handel i butikker i Syddjurs Kommune i stedet for at handle i Aarhus eller andre byer uden for kommunen.
Budskabet er, at den lokale handel ikke kun drejer sig om indkøb - den er også med til at skabe liv, arbejdspladser og fremtid i kommunens byer.
Kampagnen, som skal løbe i mindst et år, vil blive synlig i alle byer og landsbyer i Syddjurs Kommune, og samarbejdspartnerne omfatter også de lokale handelsstandsforeninger og butikker i hele kommunen, som ønsker at være med til at sprede budskabet.
Kampagnen blev lanceret i ugerne op til efterårsferien og vil løbende blive fulgt op i forbindelse med højtiderne. Det være sig julehandlen, påske og sommerferien i 2026 og lignende.
Ambitionen er at gentage budskabet, da det er en lang proces at skabe opmærksomhed og ændret adfærd blandt borgere, som måske er vant til at lægge deres indkøb andre steder.
Det kan være i den kommune, de arbejder i, kører igennem eller måske tidligere har haft som bopælskommune.
Hother Hennings, formand for Handel Syddjurs, siger: »Vi er meget begejstrede for denne kampagne, da den har potentiale til at styrke vores lokale handel og skabe en stærkere sammenhængskraft i vores byer. Når borgerne vælger at handle lokalt, bidrager de til at opretholde et levende og dynamisk handelsliv, som er afgørende for vores byers identitet og fremtid.«
Han fortsætter: »Det er vigtigt at forstå, at lokal handel ikke kun handler om at købe varer - det handler om at støtte vores lokale samfund og skabe en positiv udvikling for fremtiden. Vi håber, at denne kampagne vil inspirere borgerne til at tænke over deres indkøbsvaner og vælge at handle lokalt.«
Skaber sammenhængskraft
Kampagnen er en del af en overordnet, strategisk indsats, som skal styrke lokal handel og fremme tætte forbindelser mellem borgere, herunder også sommerhusejere, og det lokale handelsliv.
Hother Hennings understreger: »Et aktivt handelsliv er med til at skabe mødesteder og understøtte borgernes oplevelse af nærhed og sammenhængskraft. Når vi handler lokalt, bidrager vi til at holde liv i hele den lokale infrastruktur og styrke vores byers identitet.«
Potentiale for mere lokal handel
Strategien baseres på en indledende afdækningsfase, hvor detailanalyser fra Ebeltoft, Hornslet, Rønde og Kolind er blevet bearbejdet.
Derudover er der gennemført kvalitative interviews med dagligvarebutikker og distriktsråd i kommunen for at afdække handelslivet i de mindre byer.
Undersøgelserne viser et betydeligt potentiale for at styrke borgernes lokale forbrug, hvis der arbejdes målrettet med mobilisering, oplysning og synliggørelse af handelslivets værdi.
Strategien fokuserer på tre centrale elementer:
● Nærhed og fællesskab ● Bekvemmelighed og tryghed ● Identitet og lokal stolthed
Konceptet har titlen: »Tæt på dig - handl lokal i Syddjurs Kommune«, og budskabet er klart: »Når du handler lokalt, støtter du din by. Det betyder flere butikker, mere liv - og et stærkere fællesskab.«
Måtte opgive gavekortet
Da Handel Syddjurs så dagens lys tilbage i 2011, var Handel Syddjurs Gavekortet udset til at være det, der skulle kitte samarbejdet sammen på tværs af handelsbyer.
Det kunne benyttes i over 100 lokale butikker i Syddjurs Kommune og være en ekstra garant for at holde handel hjemme i de lokale butikker. Gavekortet blev med tiden almindelig kendt i kommunen og en populær gaveidé.
Handel Syddjurs så sig imidlertid nødsaget til at stoppe med Handel Syddjurs Gavekortet midtvejs i 2023, efter at der er kommet nye vilkår fra gavekortleverandøren.
De nye vilkår betød, at det blev for omkostningstungt at drive gavekortet fremover, så bestyrelsen i Handel Syddjurs måtte krybe til korset og stoppe udstedelsen af nye gavekort.
Med den nye kampagne forsøger bestyrelsen i Handel Syddjurs i samarbejde med Syddjurs Kommune og kommunens erhvervsenhed at signalere ny grokraft for detailhandlen i kommunen.