Fortsæt til indhold

Fjernede valgplakater: »Jeg er efterhånden ved at være nået dertil, at der er tale om personlig forfølgelse«

Jan Fischer overvejer politianmeldelse efter gentagne fjernelser af valgplakater.

Samfund

»Jeg er ked af det. Det vil jeg gerne indrømme,« siger Jan Fischer.

Det rutinerede socialdemokratiske byrådsmedlem er i gang med sin fjerde valgkamp, og for første gang i sin tid som politiker har han oplevet, at folk fjerner hans valgplakater i det offentlige rum.

Det er det, der har oprørt ham og gjort ham ked af det.

På krydset hang, der en valgplakat, som Jan Fischer møjsommeligt havde sat op lørdag med venners hjælp. Senere mandag kunne han konstatere, at også den var fjernet ligesom det var tilfældet et andet sted i byen søndag morgen. Foto: Jan Fischer

Søndag morgen kunne han konstatere, at valgplakater, han havde hængt op på Løgtenvej i hjembyen Hornslet foran en god vens hus, var blevet fjernet.

Fischer og nogle medhjælpere havde møjsommeligt brugt lørdagen til at hænge valgplakater op.

Mandag var den gal igen. Valgplakater på små træpæle placeret ved de nye grunde ved rideskolen i Hornslet var blevet fjernet.

»Jeg er efterhånden ved at være nået dertil, at der er tale om personlig forfølgelse,« siger Jan Fischer.

Han har overvejet at melde det skete til Østjyllands Politi, men har ikke gjort det endnu.

»Jeg tænker lidt over det. Også fordi, at en politianmeldelse måske bare vil betyde, at der er andre, som får gode ideer.«

Jeg er altid parat til at lytte til borgerne, og det har jeg aldrig lagt skjul på

Betænkeligt

Jan Fischer finder det meget kedeligt og betænkeligt, at der er folk i et demokratisk samfund, som vil forhindre lovlige kandidater til et kommunalvalg i at føre valgkamp.

»Heldigvis har jeg fået meget opbakning fra politiske kolleger fra mit eget politiske bagland og fra andre partier samt gode bekendte og andre, der ikke synes, at det er i orden at gøre sådan noget.«

»Det varmer, at jeg både på de sociale medier, pr. sms og når jeg møder mennesker i byen, at de fortæller mig, at jeg har deres opbakning.«

»En god ven af mig skrev: »Fischer du hænger bare plakater op hos mig, jeg har videoovervågning.«

Fægt dog med åben pande

Jan Fischer har spurgt sig selv, om der er borgere, som måske føler sig generet af ham eller har sagt noget til, som nu tager revanche eller til genmæle ved at fjerne hans valgplakater.

»Jeg kan helt ærligt ikke komme i tanke om nogen, men jeg vil håbe, at har jeg sagt eller gjort noget, som har provokeret nogle borgere, at de så fortæller mig det ansigt til ansigt. Jeg er altid parat til at lytte til borgerne, og det har jeg aldrig lagt skjul på.«

Han opfordrer folk, han måske har generet uden at vide det eller er uenige med ham politisk, om at henvende sig.

»Lad os få en snak, så vi kan komme videre. Det er det bedste, der kan ske og give mig ro i sindet. Uvisheden er ikke til at holde ud.«

Jan Fischer fastslår, at det skete ikke får ham til at føre en lavere profil i valgkampen.

»Slet ikke. Jeg fortsætter ufortrødent og vil ikke lade mig kue.«