Fortsæt til indhold

Kultur-koks i Aarhus Kommune: Honorar-udbetaling er ulovlig

Aarhus Kommune må ikke længere honorere tre kunstfaglige råd.

Samfund
jro

Det har ikke været kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R), der har stået i spidsen, når Aarhus Kommune hidtil har uddelt kunstpuljemidler. Det har derimod været op til tre kunstfaglige udvalg af afgøre, hvor pengene skal hen.

Det er gjort ud fra armslængdeprincippet og rådenes medlemme får et honorar som tak for deres tid og ekspertise. Nu er det slut; det er nemlig i strid med loven.

Det har kommunen netop vurderet efter en henvendelse fra Ankestyrelsen

Det skriver Kulturmonitor.

Medlemmerne i Kunstrådet, Musikrådet og Billedkunstrådet er siden 2012 blevet aflønnet, hvilket har ført til en juridisk granskning af den praksis.

Afgørelsen betyder, at medlemmerne af de kunstfaglige råd ikke længere må modtage honorar og heller ikke træffe beslutninger om fordeling af kunstpuljemidlerne.

Beslutningerne skal nu træffes af kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R), hvilket han finder frustrerende.

»Jeg synes, det er forkert og kritisabelt, at der ikke er ligestilling mellem de kommunale og statslige kunstfaglige ekspertiser. Her er der en kamp, der skal kæmpes for kunstnerne og kommunerne, og jeg håber inderligt, at der er nogen, der vil tage den kamp op,« siger han.

Kommunen fik i 2012 den daværende kulturministers blåstempling til at give de kunstfaglige råd fuld beslutningskompetence til at fordele kunstpuljemidlerne. Det er altså slut. For nu.

Rabih Azad-Ahmad håber, at byrådet og Folketinget vil gøre det muligt for kommunerne at arbejde med kunstfaglige råd og honorere dem. Han har derfor rakt ud til kulturministeren.

»Jeg forstår om nogen jeres ønske om at have kunstfaglige råd til at kvalificere og understøtte kommunens forvaltning af kulturmidler, samtidig med at disse kunstfaglige eksperter modtager en rimelig honorering for deres indsats,« skriver kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

Rabih Azad-Ahmad har tidligere meddelt, at han stopper i politik efter kommunalvalget i november.