Fortsæt til indhold

Idéen har spiret længe, og nu tager købmand et usædvanligt skridt

Købmand Jesper Schunk inviterer ensomme og økonomisk pressede børnefamilier til juleaften i butikkens mødested.

Samfund

Når klokkerne ringer juleaften, står købmand Jesper Schunk ikke derhjemme i stuen med familien.

I stedet tager han familien med ned til mødestedet ’Åstedet’ i hans egen købmandsforretning Min Købmand i Lime,
Her åbner han og familien dørene og inviterer til juleaften for nogle af de mennesker i lokalområdet, der ellers ville sidde alene eller har svært ved at få råd til julemiddagen.

»Jeg har længe haft lyst til at gøre noget for nogen, der har det lidt svært. Mine børn er voksne nu, så for mig er juleaften bare en dag som alle andre. Hvis jeg kan give lidt tilbage, så vil jeg gerne gøre det,« fortæller Jesper Schunk.

Gør det ordentligt

Han har tidligere leget med tanken om at åbne dørene til hjemmet i Randers for nogle mennesker, der ellers kunne se frem til en ensom juleaften.

Idéen til en fælles juleaften i det lokale mødested opstod efter samtaler samtaler med hans familie.

Egentlig havde Jesper Schunk først tænkt sig at arrangere til et hyggearrangement inden selve juleaften, men hans kæreste fik ham til at tage springet fuldt ud.

»Hun sagde ’Hvis du gør det, så gør du det ordentligt, og så tager du 24. december.’ Og så gjorde jeg det,« griner Jesper Schunk.

Åstedet er en integreret del af den borgerejede Min Købmand Ådalen, og købmanden selv regner med, at der er plads til 20-25 mennesker inklusiv hans egen familie.

Det er ikke forbeholdt borgere i Lime, og Jesper Schunk håber på, at julebudskabet også kan borgere i eksempelvis Auning og Hornslet.

»Hvis jeg skulle holde det hjemme, var der kun plads til fire. Her kan vi invitere 20 og skabe noget fællesskab, hvor vi alle mødes omkring maden,« konstaterer han.

En anderledes købmand

Netop maden bliver det centrale i juleaften i Lime.

Jesper Schunks mor har allerede tilkendegivet, at hun vil hjælpe med at tilberede den store julemiddag, som købmanden afholder udgifterne til af egen personlige lomme.

»Det er ikke butikken, der sponsorerer det, og det er heller ikke et pr-stunt. Det er bare noget, jeg har lyst til, så jeg betaler alt mad og drikke for de gæster, vi inviterer,« forklarer han og tilføjer, at der naturligvis bliver godt og grundigt julepyntet, men eventuelle gaver og dans om juletræet, må gæsterne selv stå for.

Juleaftens-arrangementet falder således godt i tråd med det opdrag, som bestyrelsen i Min Købmand Ådalen ønskede fra en ny købmand, da dagligvareforretningen genåbnede sidste år efter Dagli’ Brugsens lukning i 2024.

En af ambitionerne er, at den lokale købmandsforretning skal være mere end blot et sted, man henter sine fornødenheder.

»Jeg har ikke hørt om andre, der holder en juleaften på den her måde, så jeg synes, at vi forsøger at gøre tingene lidt anderledes herude. Jeg vil gerne give lidt tilbage til lokalsamfundet her, og jeg synes, vi skal bruge de muligheder, vi har herude,« siger Jesper Schunk.

Ræk ud

Købmanden har allerede rakt ud til blandt andet hjemmeplejen for at høre, om nogle af deres borgere kunne være interesseret i at holde en juleaften i Åstedet.

Det er således nødvendigt, at det er Jesper Schunk og familien, der inviterer gæsterne for at kunne holde styr på mængden af mad og drikke, men sidder man nu og tænker, at man er i den målgruppe, som han gerne vil give en særlig aften, så opfordrer Jesper Schunk til, at man kontakter købmandsforretningen.

»Jeg er opmærksom på, at det kan være svært for nogle at melde sig til et arrangement som dette. Det kan være grænseoverskridende for nogen at skrive eller kommentere på det facebook-opslag, vi laver så der er selvfølgelig også mulighed for at ringe eller sende en mail. Det er jo ikke pinligt at have det svært,« understreger Jesper Schunk.

De nærmere rammer for juleaften i Lime kommer senere.

Jesper Schunk konstaterer dog også, at han og familien næppe kan nå at hente 20 gæster, hvorfor det er fordelagtigt, hvis man som gæst selv kan fragte sig til og fra Lime.

Og ellers hører Jesper Schunk gerne fra lokale frivillige, som kunne have lyst til at bruge en time eller to af deres juleaftensdag på at køre en gæst eller to til Åstedet.