Randers-ambassadør er kommet med i helt særlig klub
Dennis Lundø Nielsen er blevet medlem af et globalt netværk, der hylder modigt lederskab for en bedre verden.
Dennis Lundø Nielsen, Randers-ambassadør og mangeårig fortaler for bæredygtig udvikling, er blevet optaget som internationalt medlem af The Explorers Club, en global respekteret institution, der arbejder for at fremme videnskabelig udforskning, uddannelse og feltforskning. Det fremgår af en pressemeddelelse.
The Explorers Club blev grundlagt i 1904 og samler et globalt fællesskab af pionerer, der er drevet af at udforske det ukendte og udvikle løsninger på nogle af verdens mest presserende udfordringer. Tidligere medlemmer inkluderer indflydelsesrige personer som Jane Goodall, Neil Armstrong og Edmund Hillary.
Dennis Lundø Nielsens medlemskab afspejler hans engagement i at gå forrest i arbejdet inden for bæredygtig udvikling, uddannelse og social forandring. Som grundlægger af PDAid Foundation støtter han unge mennesker, der lever i miljøer præget af både potentiale og pres.
»Det er en ære at blive en del af The Explorers Club. Som Randers-ambassadør ser jeg dette som en mulighed for at opbygge nye partnerskaber, der forbinder lokal handling med global indflydelse. Mit fokus er fortsat at hjælpe unge med at afdække deres styrker og finde deres plads i opbygningen af en mere bæredygtig fremtid,« siger Dennis Lundø Nielsen, grundlægger af PDAid Foundation og CEO hos Phoenix Design Aid.
I mere end et årti har Dennis Lundø Nielsen både arbejdet med og udviklet initiativer inden for udviklingsarbejde og social ansvarlighed. Gennem PDAid Foundation har han etableret et globalt, struktureret mentorprogram, der støtter unge i Kenya, Tanzania og New York. Programmet hjælper talentfulde unge med at udforske deres styrker og sætte meningsfulde mål for uddannelse, karriere og liv.