Er i åben krig med Aarhus Havn: Nu går APM Terminals ind i Fredericia
Mærsk og APM Terminals tager del i nyt ejerskab af Frederica Container Terminal.
Aarhus Havn er med længder Danmarks største erhvervshavn og sidder på over 70 procent af den samlede containeromsætning.
Men der er konkurrence på vej sydfra.
Fredericia Havn har nemlig gennemført en stor havneudvidelse og fordoblet kapaciteten, og nu er Mærsk-selskabet APM Terminals (APMT) gået ind i havnen.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
APMT, der har haft eneret på containerhåndtering i Aarhus, har overtaget 39 procent af ejerskabet af Fredericia Container Terminal A/S, der råder over 200.000 kvadratmeter terminalareal.
Det sker, mens selskabet i Aarhus har i et milliardstort sagsanlæg kørende mod Aarhus Havn i forbindelse med, at konkurrenten MSC/TIL kommer til at etablere sig med en ny terminal på havnen.
Hidtil har APMT kun opereret i Aarhus og Kalundborg, og engagementet i Fredericia kan være et forsøg på at lægge pres på såvel Aarhus Havn som MSC/TIL.
»Vi er meget stolte af, at APM Terminals ser de samme vækstmuligheder på Fredericia Havn, som vi gør. I tæt samarbejde med Fredericia Shipping har vi udviklet containeraktiviteten til det niveau, den har i dag, og vi er overbeviste om, at APM Terminals kan bidrage markant til den videre udvikling. Sammen kan Fredericia Shipping, APM Terminals og ADP skabe de bedste operationelle rammer for den forventede vækst i containervolumenerne i Vestdanmark,« udtaler Rune D. Rasmussen, der er er CEO for Associated Danish Ports, som ejes af Fredericia og Nyborg Kommune.
Lars Vang Christensen, Head of Joint Ventures and Strategic Partnerships ved APM Terminals, ser også store muligheder i samarbejdet.
»APM Terminals kan understøtte Fredericia Container Terminal A/S i driften og udviklingen af en uafhængig terminal med vores internationale erfaring inden for blandt andet operationel ekspertise og sikkerhed. I det nye samarbejde på Fredericia Havn kan vi facilitere den vækst, vi forventer i Vestdanmark, og vi skal i fællesskab se på, hvordan og hvilke investeringer der kan effektivisere containerterminalen yderligere,« siger han.
Hos Fredericia Shipping, der ejer 60 procent af terminalen, forventer man, at der skal investeres yderligere de kommende år, og at APMT vil bidrage.
Klaus Andersen, administrerende direktør i Fredericia Shipping og Fredericia Container Terminal, ser frem til samarbejdet:
»Vi glæder os over de nye kompetencer, som Fredericia Container Terminal tilføres, og ikke mindst den investeringskraft, som dette bringer med sig. Vi forventer at skulle investere betydeligt i nyt udstyr i de kommende år til gavn for både terminalens effektivitet og dens grønne omstilling,« siger administrerende direktør Klaus G. Andersen.