Billigblomst-ejendom i Aarhus sat til salg
Billigblomst har lejet sig ind de næste 20 år.
Den store Billigblomst-ejendom i Aarhus-forstaden Tilst er nu sat til salg for private investorer.
Det skriver Blue Capital, der står bag udbuddet, i en pressemeddelelse.
»For to år siden blev Billigblomst-kædens afdeling i Hillerød udbudt til investorer, og der var stor interesse for at blive medejer af ejendommen. Det nye udbud omfatter en endnu større butik, som sidste år blev moderniseret, renoveret og fik både nyt drivhus og ny lagerhal for i alt 45 millioner kroner,« siger senior investeringsrådgiver Johnni Rasmussen fra Blue Capital.
Ejendommen erhverves ifølge Blue Capital til et startafkast på 6,56 procent.
»Ejendommen har en samlet værdi på 85 millioner kroner, og det er vores største enkeltprojekt siden 2019,« siger Johnni Rasmussen.
De kommende investorer får en lejekontrakt med Billigblomst på hele 20 års uopsigelighed.
»Det er en lang løbetid, som Billigblomst har forpligtet sig til, og det giver investorerne ekstra stor sikkerhed, da ejendommen er gældfri efter 20 år,« siger Johnni Rasmussen.