Fortsæt til indhold

Vil have politikerne mere på banen: »Vi føler os ofte ret alene om at holde liv i bymidten«

Tre butikslukninger i Hammel har skabt bekymring i byen. Borgere og erhvervsliv kræver nu en mere aktiv indsats fra Favrskov Kommune for at udvikle bymidten og skabe mere liv.

Samfund

Flere borgere og erhvervsdrivende i Hammel oplever, at Favrskov Kommune gør for lidt for at udvikle bymidten, og de efterlyser større engagement og en mere aktiv indsats fra lokalpolitikerne.

I løbet af de seneste fire måneder har tre af Hammels gamle butikker drejet nøglen om. Det drejer sig om dametøjsbutikken Huset Meyer, skobutikken Zjoos og herretøjsbutikken Centrum Tøj, der snart står som tomme lokaler i bymidten. Lukningerne har sat gang i debatten om, hvad lokalpolitikerne i Favrskov Kommune kan gøre for at holde liv i Hammel.

Hammel Handel & Erhverv arbejder for at skabe liv i bymidten ved at afholde flere events og aktiviteter for borgerne. Formanden, Lise Reese, mangler dog i høj grad engagement og aktivitet fra Favrskov Kommune.

»Vi føler os ofte ret alene om at holde liv i Hammels bymidte. Vi kan ikke stå med det selv. Kommunen er nødt til at være mere aktiv i at udvikle bymidten i Hammel«, mener Lise Reese, som også ejer Nyt Syn Brilleriet i Østergade i Hammel.

Borgere forlanger mere

Butikslukningerne i Hammel har skabt bekymring blandt borgerne i byen. Flere oplever, at kommunen gør for lidt for at holde liv i bymidten og gøre den attraktiv for nuværende borgere og mulige tilflyttere.

»Kommunen kunne hjælpe meget ved at vedligeholde bymidten og lave det attraktivt at komme«, siger Poul Erik Winther, som er bosat i Hammel.

Han peger også på en manglende støtte fra kommunen.

»Jeg synes, de bør støtte kultur- og idrætslivet noget mere og give støtte til Hammel Handel, så de kan lave flere arrangementer. Det koster mange penge og tid, så støtte her ville være en oplagt idé«, siger han.

Poul Erik Winther er ikke alene om bekymringen. En anden af byens borgere, Flemming Dohn, mener, at kommunen bør tage et større ansvar for at skabe rammer, der gør det attraktivt at opholde sig i midtbyen.

»Der er jo ikke mange steder i midtbyen, hvor du kan gøre et eller andet med din familie. Der er jo ikke nogen opholdssteder. Hvis det er kommunens opgave at skabe rum i byen, hvor man kan være og trives, så gør de ikke nok«, siger Flemming Dohn.

De unge bliver overset

Byen har netop holdt halloween, og næste uge står på juletræstænding, begge arrangeret af Hammel Handel & Erhverv. Der er altså flere arrangementer, der samler folk i midtbyen, men mange efterlyser flere aktiviteter, især for unge, for at gøre byen mere attraktiv at bo i.

Parret Lene Bertelsen og Peter Jørgensen har boet i Hammel i mange år og mener klart, at kommunen bør bidrage til at få det til at ske.

»Kommunen bør gøre mere for at få fat i de unge, for der sker ikke nok til, at de føler, Hammel er en by, de gider være i. Jo mere man kan holde på de unge og skabe aktiviteter, for eksempel i Inside, jo mere attraktivt bliver det at blive i byen og være i byen«, siger parret.

Hammel Handel & Erhverv har netop afholdt en politisk debat om bymidten i Hammel. Her var der en bred enighed blandt lokalpolitikerne om, at der ikke er gjort nok for bymidten i Hammel. Det oplyser Lise Reese.