Fortsæt til indhold

Tjeklister til forældre får drøje hug

Forældre bruger formuer på babyudstyr, men meget af det er unødvendigt, mener mor til to.

Samfund
Citathistorie: TV2 Østjylland

Døren til børneudstyrsbutikken går op.

Maria Schultz Appelt og hendes mand træder ind i forældreskabets forjættede land – med både forventningsglæde og nervøsitet.

Hylderne bugner af farverige produkter, der garanterer deres nødvendighed: gåvogne til motorisk udvikling, hjertepuder til forebyggelse af fladt baghoved, babynests til god søvn og barnevognsmadrasser i flere prisklasser.

»Ligesom alle andre mødre havde jeg en usikkerhed omkring det at skulle have en lille baby,« siger hun til TV 2 Østjylland.

Familien kom hjem med mange produkter. Flere af dem blev aldrig brugt.

Det er netop dét, Maria Schultz Appelt fra Aarhus nu vil advare andre forældre imod.

»Spar dig selv en masse penge og bekymringer,« siger hun.

Maria Schultz Appelts børn er nu 11 og otte år gamle.

Til daglig arbejder hun som børnefysioterapeut. Dele af hendes arbejde foregår på Instagram, hvor hun næsten har 700.000 følgere fordelt på fire profiler.

Hun kalder sig for ’faglig influencer’, da hun bruger sin faglige ekspertise som fysioterapeut til at skabe indhold.

På profilen deler hun opslag, hun kalder »antireklame«. Hun viser produkter, man ifølge hende ikke behøver at købe til sin baby.

Opslagene skal gøre op med den forbrugskultur, hun mener præger nybagte forældre.

Indtil videre har hun delt 15 af disse opslag.

»Der er gåstolen. Altså den her stol, som børn bliver placeret i, og så går de lidt rundt i den langt inden, de egentlig bør kunne gå,« fortæller hun. Også gåvognen mener hun er unødvendig.

»Jeg tror, der er rigtig mange, der tror, at en gåvogn er et obligatorisk køb. Men gåvognen er i bedste fald unødvendig og i værste fald kan den hæmme den motoriske udvikling,« siger hun.

Maria Schultz Appelt - Foto: Anna Storm Lauest, TV2 ØJ/

Maria Schultz Appelt oplever, at den usikkerhed, hun selv havde til forældreskabet, også eksisterer blandt hendes patienter.

Marianne Levinsen, fremtidsforsker og ekspert i moderne forældre, ser en tydelig tendens: Forældre er i dag mere usikre og køber derfor flere ting for ikke at gøre noget »forkert«.

»Det er ikke ment negativt, ingen skal slå sig i hovedet, men det er en tydelig tendens. Vi lever i et samfund med mange informationer, og det kan gøre nybagte forældre bange for at træffe de forkerte valg.

Det er blevet et præstationsprojekt at blive forælder. Langt mere end det var tidligere,« siger hun.

Det, at bruge penge på babyudstyr og legetøj, handler ofte om at skabe de bedste forudsætninger for barnet – og samtidig signalere, at man er en god forælder, siger hun.

»Siden finanskrisen har vi haft det sådan, at dét, vi køber, er vores identitetsmarkør. Når vi køber de ’rigtige’ ting til vores børn, så er vi gode, tænker vi.«

I børneudstyrsbutikker kan man få tjeklister, der guider til, hvad man skal købe, når man venter barn. Listerne eksisterede også, dengang Maria Schultz Appelt blev mor.

Dem har hun særlig skepsis overfor.

»Man vil gerne have, at der ikke er nogen, der tænker et eller andet dårligt om ens moderskab. Men derfor har man ikke brug for et yderligere pres, måske fra en eller anden sælger, som har en anden agenda,« siger hun.

Reklamer vinder

Inge-Lise Ramsay fra Aarhus Kommune har arbejdet som sundhedsplejerske i 31 år. Hun er lige nu tilknyttet omkring 50 familier.

Hun oplever generelt, at familier i dag anskaffer sig flere ting end før i tiden. Ifølge hende har reklamer på de sociale medier en stor påvirkning på nybagte forældre.

»Der kan være flere grunde til det. Måske på grund af større velfærd, men det kan også være fordi, forældre får oplysninger fra mange steder og bliver påvirket igennem sociale medier, venner og familie,« siger hun.

Hun har hørt flere forældre referere til tjeklister på nettet og nævner babytjeklisten fra Babysam.

Administrerende direktør for Babysam, Kenneth Nørgaard, kan ikke genkende kritikken af, at sælgere udnytter den usikkerhed, nybagte forældre kan have.

»Vores butiksmedarbejdere bliver trænet i at rådgive. Deres opgave er at spørge ind til kundernes behov. Jeg har ikke kendskab til, at de oversælger på nogen måde,« siger han.

Han fortæller, at Babysams babytjekliste er tænkt som en guide, og at kæden tilbyder 365 dages returret. Han tilføjer, at de fleste kunder selv har en idé om, hvad deres behov er.

»De fleste kunder kan godt selv vurdere, hvad de har brug for. Jo, det er en sårbar situation at blive forælder og kan skabe en usikkerhed, men sådan er det, når man får et barn. Så lærer man hurtigt, hvad der fungerer og ikke gør.«

Jette Marie Kimose, der arbejder som sælger i Babysam Randers, siger, man skal se tjeklisterne som vejledende.

»Det er ikke sådan, at vi siger, man bare skal have det og det og det,« siger hun.

Hun fortæller, at flere af deres kunder er frustrerede, vordende forældre, som værdsætter at blive vejledt i deres købsproces.

»Mange har venner og familie, der siger, de skal købe en hel masse ting. Men hellere de kommer løbende, fordi det er jo ikke sikkert, deres barn får brug for det,« siger hun.

I er jo også sælgere. Vil I ikke bare have, at kommende forældre køber en hel masse?

»Selvfølgelig er vi sælgere. Men igen, jeg vil hellere have, de kommer løbende, end man propper en masse på dem, som slet ikke er nødvendige,« siger hun.

Maria Schultz Appelt ønsker ikke at hænge virksomheder ud.

Hun ønsker bare, at man forholder sig kritisk til, hvad man køber.

»En af grundene til, jeg har lavet de her opslag er, at jeg egentlig nok ville ønske, at de havde været der, dengang jeg var nybagt mor. Jeg havde også en usikkerhed og havde ikke den viden om børnefysioterapi dengang, som jeg har i dag,« siger hun.

Nu hvor du laver antireklame, er du så ikke også med til at gøre nybagte forældre usikre?

»Jeg kan godt være med til at skabe en usikkerhed. Fordi hvad nu, hvis man allerede har købt de ting. Jeg gør meget ud af at sige, husk nu, det er ikke farligt at bruge. Jeg prøver bare at gøre opmærksom på, at det er unødvendigt, så spar dine penge,« siger hun.

I dit arbejde som børnefysioterapeut er du ikke også med til at skabe et forbrug hos nybagte forældre?

»Jeg har faktisk lavet et antireklame-opslag omkring det med at booke et babytjek til sin baby, før barnet overhovedet er født. Det er ikke nødvendigt at booke, hvis der ikke er et problem,« siger hun.

Hun har tænkt sig at fortsætte med at lave antireklame. Faktisk giver det hende en stor glæde, hvis hun kan spare kommende forældre for udgifter og bekymringer.