Fortsæt til indhold

Millionstor donation fremtidssikrer folkehøjskole

A.P. Møller Fonden donerer 34,3 millioner kroner til idrætshal og renovering af Djurslands Folkehøjskole i Drammelstrup.

Samfund

Djurslands Folkehøjskole har modtaget en imponerende donation på 34,3 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Donationen skal bruges til at bygge en idrætshal og til en omfattende udvendig renovering af skolens øvrige bygninger.

Styrket fællesskab og trivsel

Djurslands Folkehøjskoles bygninger blev oprindeligt tegnet af den kendte arkitekt Hack Kampmann. Pressefoto

Ambitionen for skolen er at skabe tidssvarende rammer, der understøtter skolens pædagogiske arbejde og samtidig giver mere plads til elevernes mange aktiviteter.

»Vi er meget taknemmelige for bevillingen fra A.P. Møller Fonden. Den gør det muligt for os at realisere vores vision om en bæredygtig og fremtidssikret højskole, som unge og voksne med udviklingshandicap har gavn af,« siger Tonny Mortensen, bestyrelsesformand på Djurslands Folkehøjskole.

Idrætshallen bliver et vigtigt supplement til undervisningen og ligger i naturlig forlængelse af skolens pædagogiske arbejde med at styrke elevernes selvværd, selvtillid og deltagelse i fællesskaber.

»Det er vigtigt for os at kunne tilbyde eleverne moderne rammer, der fremmer fællesskab og trivsel, og som matcher vores pædagogiske ambitioner og giver vores elever endnu bedre muligheder for at udfolde sig,« siger Heidi Vølcker, forstander på Djurslands Folkehøjskole siden 2011.

I en årrække har Djurslands Folkehøjskole opført en række meget ambitiøse og velspillede teaterforestillinger forskellige steder på Djursland, hvor mange kunstarter er blev samlet i en forførende enhed.

Historisk bygning renoveres

Projektet er udviklet i tæt samarbejde mellem elever, medarbejdere, bestyrelse og en arkitekt, så udformningen afspejler skolens hverdag og værdier.

Med den nye idrætshal får skolen også bedre mulighed for at invitere lokalsamfundet indenfor til fælles aktiviteter.

Djurslands Folkehøjskole er en helt almindelig folkehøjskole, åben for alle, også udviklingshæmmede. Skolen har løbende 50-55 elever.

Skolen har siden 2002 arbejdet med at give eleverne de bedste forudsætninger for et selvstændigt og meningsfuldt liv gennem undervisning, fællesskab og personlig udvikling.

Den er samtidig arbejdsplads for mange medarbejdere.

Tidligere fattiggård

I 1880’erne siden blev to fattiggårde på Djursland, som ikke længere var rentable og lå afsides, omdannet til plejeanstalter for fattige, uhelbredeligt sindssyge mænd og kvinder.

I mange år fungerede Dalstrup og Råmosegård også som centre for kontrolleret familiepleje, hvor kronisk psykisk syge, men arbejdsføre patienter boede og arbejdede hos familier i lokalområdet.

Aarhus Amt overtog Råmosegård i 1976, og Råmosegårds historie sluttede i 1998.

I 2002 blev bygningerne genoplivet som Djurslands Folkehøjskole, en højskole målrettet til mennesker med udviklingshandicaps, men også hjemsted for alle.