Hans kan kun få en vegetarisk ret, når han skal være frivillig på valgdagen: »Det er for groft«
Det burde være muligt at få et måltid med kød, når de frivillige skal bespises på valgdagen, mener tilforordnet. Du er velkommen til at tage en rugbrødsmad med, lyder det fra kommunen.
Det står med fede bogstaver. Kosten er vegetarisk.
For første gang kan de valgtilforordnede ved kommunal- og regionsrådsvalget i Aarhus Kommune i år ikke vælge en ret med kød i, når de får en pause på valgdagen. Kommunen har bestemt, at forplejningen af de valgtilforordnede kun består af vegetariske retter.
Det er Hans Bloch fra Åbyhøj noget fortørnet over. Han skal i år, som han har været det 7-8 gange før, være tilforordnet på valgdagen.
»Jeg synes, det skal være en frivillig sag. Folk bør ikke tvinges til at spise vegetarisk kost ud fra nogle ideologiske grunde. Tidligere havde vi valgfrihed, og man kunne krydse af, hvad man gerne ville have, og så blev der lavet mad med og uden kød. Nu har kommunen i sin visdom besluttet, at alle skal have vegetariske retter,« siger han.
Aarhus Kommune tvinger ikke vegetarisk mad ned i halsen på de valgtilforordnede. »Hvis du har særlige behov eller præferencer, er du meget velkommen til selv at medbringe mad,« lyder det. Det giver ikke helt mening for Hans Bloch.
»Tre procent af danskerne er enten vegetarer eller veganere, og så skal 97 procent mobbes af dem. Jeg synes, det er for groft. Kommunen skriver, at man er velkommen til at tage en madpakke med, men var det ikke nemmere, at de tre procent tog en madpakke med,« siger Hans Bloch.
Sundhedsmyndighederne anbefaler, at vi spiser mere vegetarisk mad både af hensyn til sundhed og klima, og vegetarisk kost kan angiveligt reducere risikoen for blandt andet type 2-diabetes og forhøjet blodtryk. Er der ikke alle mulige gode grunde til at spise vegetarisk?
»Jeg tager ikke skade af at spise vegetarmad, og meget af det smager godt. Det er ikke derfor, jeg gerne vil give kommunen et lille venligt spark over skinnebenet. Det er det principielle i, at kommunen skal bestemme, hvad vi skal spise. Kommunen tvinger ikke plejehjemsbeboere til at spise vegetarmad, så hvorfor skal vi valgtilforordnede? Vi har tradition for frivillighed i Danmark.«
Hvis man er ekstra sulten efter kød, er der ikke noget til hinder for at tage en leverpostejmad med i madpakkenLene Hartig Danielsen, chef for Borgerservice i Aarhus Kommune
Vegetarisk kommune
Hans Bloch er 76 år og pensionist og bor sammen med sin kone. De har et fritidsjob, hvor de cykler med »de gamle« på det lokale plejehjem, og Hans Bloch var i mange år frivillig i foreningslivet.
»Det er nødvendigt med et frivilligkorps, for at kommunen kan håndtere valget, og nogen skal jo hjælpe til. Det er ikke for pengenes skyld, vi gør det. I år får vi 910 kroner brutto, og med det antal timer, vi lægger i det, bliver det omkring 55 kroner i timen, og de er skattepligtige. Vi skal møde klokken 6.45, og så er det nonstop, indtil vi kan få stemmerne til at passe, og vi forventer ikke, at vi er færdige før klokken 01-02 om natten. Det er en lang dag for nogle gamle tudser som os,« siger han.
Ifølge chef for Borgerservice i Aarhus Kommune, Lene Hartig Danielsen, er valget af vegetarretter til de tilforordnede en naturlig forlængelse af kommunens politik.
»I Aarhus Kommune ønsker vi at bidrage til at nedbringe CO2-udledningen. Det gør vi på en lang række områder, og det er i det lys, man skal se vegetarmaden til de tilforordnede på valgdagen. Vi er både interesserede i og forpligtede til at bakke op omkring de beslutninger, der bliver truffet i byrådet, og vi spiser generelt rigtig meget vegetarmad i Aarhus Kommune. I vores forvaltning har vi fx kun vegetarforplejning, hvis der tilbydes mad til gæster udefra.«
Ifølge Fødevarestyrelsen er under tre procent af danskerne vegetarer. Hvorfor tilbyder I så ikke retter med kød til de valgtilforordnede?
»Ting forandrer sig. Engang, for mange år siden, hentede kommunen de valgtilforordnede i busser, og da man for mere end 30 år siden besluttede, at de valgtilforordnede skulle blive på valgstedet fra start til slut, har det sikkert også vakt undren. Vi har truffet en beslutning om, at der er god, vegetarisk mad, vi serverer på dagen. Det kan måske virke ret radikalt, men hvis man er ekstra sulten efter kød, er der ikke noget til hinder for at tage en rugbrødsmad med i madpakken.«
Vi har talt med en borger, der har været tilforordnet 7-8 gange, og han har som sådan ikke noget imod at spise vegetarisk mad, men han synes principielt, at det er forkert, at der ikke er valgfrihed. Har han ikke en god pointe?
»Vi har 6000 serveringer på en valgdag, og det ville være meget svært at imødekomme alle de tilforordnedes ønsker. Det kræver faktisk rigtig meget logistik og administration, hvis der skal være flere madvarianter. Jeg respekterer fuldt ud, at folk kan have forskellige præferencer, men jeg kan sige, at vi har fået gode tilbagemeldinger også på de vegetariske retter. Det er heller ikke maden, der driver de frivillige på valgdagen. For 88 procent af dem er motivationen for at medvirke et ønske om at bakke op om demokratiet. Men selvfølgelig skal alle medvirkende have noget at spise. Vi respekterer alle allergener, for ingen skal jo blive syge af at være frivillige.«
Gennemsnitsalderen for de 1700 valgtilforordnede i Aarhus Kommune er 50 år, men gennemsnitsalderen blandt stemmetællerne er 28 år.