Chokbeskeden kom på en ferie i Grækenland, og nu må Dimitris lukke sit populære spisested
Planerne om et nyt supermarked ved hovedvejen i Fjellerup presser Alt Til Dagen ud. Ekstremt ærgerligt siger indehaveren om sit efterspurgte spisested.
Da kok og iværksætter Dimitris Stinis i det tidlige efterår tændte telefonen under en ferie i Grækenland, ventede der en gevaldig overraskelse.
Her kunne han læse nyheden om, at der skal bygges nyt supermarked på grunden mellem Strandvejen og Kastbjergvej i Fjellerup. Det er i sig selv en ganske positiv nyhed for både lokalområdet og de mange tusinde turister, der hvert år besøger Fjellerup.
Problemet for Dimitris Stinis er bare, at det er netop her hans spisested Alt Til Dagen ligger. Og når han så oven i købet kunne læse, at alle bygningerne på grunden skal rives ned for at bygge det nye supermarked, så kunne den 37-årige kok jo godt regne ud, hvor det bærer hen for Alt Til Dagen, som han åbnede i foråret 2024.
»Det kom som et kæmpechok. Og det er rigtig ærgerligt, for for vi er endelig ved at få skabt os et rigtig godt brand her i området. Sidste år var svær, og vinteren var superhård, men i år er grafen kun gået opad med vores indtægter og masser af gæster, og starten på vinteren har også været rigtig god med en kæmpe efterspørgsel fra særligt hotellerne, som bestiller morgenmad fra os. Så det er superærgerligt,« konstaterer Dimitris Stinis.
»Men det er som det er, og når én dør lukker sig, åbner der sig tre nye,« tilføjer han hurtigt.
Lukker næste år
For det bliver konsekvensen, som det ser ud lige nu, at Alt Til Dagen lukker.
Etableringen af det nye supermarked kræver en ny lokalplan for området. I den foreløbige tidsplan forventer Norddjurs Kommune, at den kan være klar i slutningen af 2026, og forventningen er således, at byggeriet kan begyndes i starten af 2027.
Derfor er Dimitris Stinis’ plan at tage næste års højsæson i Fjellerup med, inden han lukker sit spisested i midten af september 2026.
»Jeg vil være ked af at gå igennem den hårde vinter for så at sige nej tak til den gode tid. Det er i de tre sommermåneder, vi virkelig tjener penge,« noterer han.
Så sådan bliver det. Hvis da ikke, der opstår uventede muligheder.
Dimitris Stinis har forsøgt at få Alt Til Dagen tænkt ind i den nye lokalplan – måske som en mindre bygning ved siden af det kommende supermarked.
»Jeg har skrevet til Norddjurs Kommune flere gange for at høre, om vi kunne få lov at blive en del af projektet. Men det virker ikke til, at det bliver aktuelt. Jeg har i hvert fald ikke fået noget svar på det endnu,« konstaterer han.
Mere ild under burgerne
Derfor er han også allerede begyndt at åbne de nye døre på klem.
Sammen med sin partner driver han også burgerforretningen JD Burgers i Glesborg, og den første plan er, at der skal fyres endnu mere op under det køkken.
I forvejen er der masser af samspil mellem de to afdelinger, når eksempelvis en del af de hjemmelavede cremer og burgerdressinger bliver fremstillet hos Alt Til Dagen, inden de fragtes til JD Burgers.
I dag er det forretningspartneren Jon, der dagligt driver JD Burgers, men fremover er det planen, at Dimitris Stinis også er at finde i Glesborg.
Igen, hvis der ikke opstår pludselige muligheder for at Alt Til Dagen kan fortsætte i Fjellerup.
»Det er selvfølgelig det, vi helst vil, men ellers er planen, at vi skal bygge JD Burgers meget større. Vi vil gerne lave udbringning i lokalområdet og sætte food trucks på, så vi kan begynde at bevæge os rundt på Djursland med konceptet. Så kan det være, at vi alligevel kommer til at være her på grunden, når det nye supermarked kommer,« noterer Dimitris Stinis.
Det er dog ikke den eneste fremtidsplan, han har sat i søen.
Store forventninger til nytænkning
Dimitris Stinis har arbejdet som kok siden 2014. Han har arbejdet flere steder i Aarhus og også tidligere på Café No. 1 i Fjellerup, som nu hedder Café Fjelle.
Igennem sine år i restaurationsbranchen har han således taget masser af erfaring og observationer med sig.
Én af dem er de velkendte elektroniske brikker, som gæsterne får udleveret, når de har bestilt maden.
Det er de der, som gør ventetiden lidt mere tålelig, når man kan sætte sig ned til sit bord og vente på et bip og et blink, når maden er klar, i stedet for at stå og vente i køen.
Men det er også de der brikker, som, ifølge Dimitris Stinis, kan være temmelig besværlige at håndtere for restauratørerne, og hygiejnen kan ofte også lade meget tilbage at ønske, hvis der ikke lige er tid til den rengøring, som en brik igennem mange skiftende hænder påkræver.
Det må kunne gøres smartere, tænkte han, og derfor har han sammen med en programmør lanceret den mobile tjeneste, som de kalder Dingly.
Tjenesten fungerer i princippet på samme måde, men i stedet for den udleverede brik, foregår alt på mobilen.
Når restauranten har oprettet en bestilling, scanner gæsten en QR-kode på sin mobil, som herefter fungerer nøjagtig som den velkendte elektroniske brik, så mobilen giver lyd og vibrationer fra sig, når maden er klar.
»Jeg bruger ikke selv de gamle brikker, fordi jeg har set, hvordan de bliver håndteret rundt omkring. De bliver hurtigt ulækre, hvis man ikke er meget opmærksom på at rengøre dem hele tiden, og så går de i stykker og har batterier, der skal oplades. Idéen opstod en meget travl fredag aften, hvor jeg stod ude i mørket og ikke kunne finde mine kunder. Så tænkte jeg, at nu må vi gøre et eller andet. Vi skal have vores eget system,« fortæller Dimitris Stinis.
Dingly er web-baseret, og kunderne behøver således ikke at downloade en app for at blive underrettet. Undervejs kan gæsten ligeledes holde øje med, hvor langt tilberedningen af maden er.
Ifølge Dimitris Stinis kan de traditionelle brik-systemer være en bekostelig affære for restauratørerne at indkøbe.
Dingly fungerer på et månedsbaseret abonnement, og iværksætteren håber således, at det kan være med til at skabe interesse hos særligt spisesteder i opstartsfasen, der forsøger at holde igen på udgifterne.
»Det koster en brøkdel af, hvad et almindeligt briksystem koster, og man kan bruge det ubegrænset. Vi har lagt mange timer i det, og håbet er, at det kan blive en passiv indkomst,« siger Dimitris Stinis
Til daglig bor han i Højbjerg i Aarhus, og ud over de mange timer, han lægger i sine spisesteder i Norddjurs, har han altså også en hel del transporttid. Med en lille datter derhjemme er tid således blevet en stærk valuta.
»Jeg har altid været rigtig glad for kokkebranchen, fordi jeg kan godt lide at arbejde hårdt, men jeg vil også rigtig gerne finde en måde, hvor jeg ikke skal bytte lige så meget tid for penge. Så forhåbentlig bliver Dingly endnu en søjle, vi kan stå på, når Alt Til Dagen lukker.«