Fortsæt til indhold

Din Avis koncentrerer sig om et digitalt fokus i Randers

Din Avis Randers går digitalt fra 1. januar. Papirudgaven udkommer sidste gang i uge 52.

Samfund

Gennem årene har Din Avis Randers oplevet stigende læser- og annoncørinteresse for dinavis.dk/randers.

Derfor vil kræfterne pr. 1. januar koncentrere sig om den digitale udgivelse. Den fysiske udgave udkommer sidste gang i uge 52. Det sker efter over 22 år som printavis.

Bag beslutningen ligger en grundig vurdering af udviklingen i randrusianernes læsevaner og annoncemarkedet.

»Vi kan se, at både læsere og annoncører i stigende grad opsøger vores digitale tilbud, herunder også nyhedsbreve. I forbindelse med omlægningen fratræder redaktør Kian Johansen desværre, mens journalist Cecilie Bisgaard, salgsafdelingen og holdet bag Din Avis fortsætter med uformindsket styrke,« siger administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør for Jyllands-Postens Lokalaviser, Morten Nystrup.

Du kan fortsat følge med på dinavis.dk/randers, hvor du også kan tilmelde dig vores nyhedsbrev.