Fortsæt til indhold

Smuk-gæster er kongerne: Tæt på 100 pct.

Når du sætter munden til kruset på Smukfest, er det ikke usandsynligt, at en anden festivalgænger har slikket på præcis det samme plastik inden dig.

Samfund

Men bare rolig. Skulle det være tilfældet, kan du vide dig sikker på, at alt er i orden.

Plastikkrusene på Smukfest er nemlig genanvendelige, og på den populære festival er gæsterne så gode til at aflevere dem de rigtige steder, at man i 2025 kan prale af en genanvendelsesprocent på hele 97.

Det skriver mediet Emballagefokus, og bæredygtighedskoordinator på Smukfest Cathrine Bianca Christensen bekræfter tallet over for Din Avis Skanderborg.

2025 var det andet år, hvor de genanvendelige krus blev brugt på festivalen i skoven. I 2024 formåede man at få genanvendt 95 pct.

Hvis krusene på Smukfest skal kunne genanvendes, må der ikke trykkes logo på med farver. Derfor er krusene i stedet præget med et logo uden farve. Foto: Smukfest

Smeltes i Holland

Det er i et samarbejde med den danske virksomhed Faerch og Royal Unibrew, at Smukfest kan tilbyde denne klimavenlige løsning til sine tørstige gæster.

Konceptet går ud på, at når et krus er tømt, kan det indleveres mod en pant på én krone. De indsamlede krus bliver så kørt til Holland, hvor de smeltes om og bliver lavet til nye krus.

Jeg tror simpelthen vi ligger så højt som vi kan komme. Der vil altid være nogle krus, der havner i restaffald, som vi ikke får genanvendt.
Cathrine Bianca Christensen, bæredygtighedskoordinator, Smukfest

Den garvede festivalgænger kan nok erindre at have oplevet andre løsninger på danske festivaler. Flere steder får man nemlig sin kolde sodavand eller øl skænket i krus, der kan vaskes og derfor genbruges direkte på festivalpladsen.

Ifølge Cathrine Bianca Christensen er der imidlertid en god årsag til, at man ikke har valgt denne løsning på Smukfest.

»Vi kiggede også på, om vi skulle bruge de vaskbare krus, men grundet de logistiske udfordringer ved at lave en festival i en skov, besluttede vi at gøre noget andet,« siger hun.

Festivalgæsterne på Smukfest har lynhurtigt taget de genanvendelige krus til sig. Første år, i 2024, bleve hele 95 pct. af krusene genanvendt. I år var tallet på 97. Foto: Smukfest

Andre farver

Cathrine Bianca Christensen fortæller, at gæsterne på Smukfest har taget rigtig godt imod krus-konceptet. Faktisk har der ikke været en eneste negativ indvending mod systemet.

Ifølge bæredygtighedskoordinatoren er der da også tale om et krus der er mindst lige så godt som almindelige engangskrus. Dog med en tydelig afvigelse.

»Den eneste tydelige forskel er, at krusene kan have en grønlig eller blålig farve, afhængigt af, hvilken plastblanding, de er lavet af. Det er også derfor, vi eksempelvis ikke må printe noget på krusene. I stedet har vi fået præget et logo ind i dem uden brug af farve,« siger Cathrine Bianca Christensen.

Mere cirkularitet

De genanvendelige krus er en del af Smukfests indsats for at gøre festivalen så miljø- og klimavenlig som mulig. Nærliggende er det naturligvis at høre Cathrine Bianca Christensen, om målet ikke er at nå op på de 100 pct. genanvendte krus.

»Jeg tror simpelthen vi ligger så højt som vi kan komme. Der vil altid være nogle krus, der havner i restaffald, som vi ikke får genanvendt. Vi er meget tilfredse, hvis vi kan holde os på det nuværende niveau,« svarer hun.

På Smukfest kan man returnere sine krus og få en krone retur. Systemet har dog ikke gjort, at der er flere flaskesamlere på pladsen end tidligere, fortæller Cathrine Bianca Christensen, bæredygtighedskoordinator på festivalen. Foto: Smukfest

Ud over mødet med de særlige og klimavenlige krus, kan gæsterne på Smukfest anno 2026 forvente flere endnu ukonkrete tiltag. Eksempelvis vil man gerne af med de såkaldte hotelte, der sættes op af Smukfest, men i mange tilfælde ender som affald.

Cathrine Bianca Christensen fortæller, at man kommer til at have et stort fokus på affald og cirkulær camping. Hun oplyser videre, at Smukfest producerede 1.800 ton affald i 2025, hvor kun 375 ton røg til forbrænding. Resten blev genanvendt.

De indleverede krus hentes af den danske virksomhed Faerch og køres til Holland, hvor de smeltes om til ny fødevareemballage. Foto: Smukfest