Kære nye byråd: »Jo flere, der bliver i byerne, jo flere penge i butikkerne«
Tirsdagens kommunalvalg betyder et dugfrisk byråd med fire års arbejde foran sig - men hvad skal prioriteres? I denne miniserie i fem afsnit har vi stillet netop det spørgsmål til unge, en ældre, en erhvervsdrivende, en landsbyboer og en idrætsforening. Her gælder det butiksindehaver og handelsstandsforenings-formand Claus Hvass.
Det har langt fra skortet med spalteplads til lokalpolitikerne og deres ambitioner, visioner og løfter, hvis de skulle lande en plads i Favrskov Kommunes byråd efter kommunalvalget 2025. Men hvad drømmer kommunens borgere - dem, der lever, arbejder og færdes i kommunens forskellige kroge på tværs af alder, jobs, interesser og hverdag og dem, det egentlig omhandler - om?
Det har avisen forsøgt at blive klogere på. Vi har spurgt unge, ældre, butiksindehavere, landsbysamfund og idrætsforeninger om, hvordan et nyt byråd efter kommunalvalget bedst muligt varetager lige netop deres interesser.
Livet som butiksindehaver er selvsagt afhængigt af kunder, og for at der skal være kunder, og man skal undgå butiksdød, så skal man gøre det attraktivt for borgerne at blive i området. I hvert fald hvis man spørger butikken Claus Hvass’ indehaver af samme navn.
»Det er ikke kommunens ansvar, at den enkelte butik overlever. Men de kan hjælpe ved at have fokus på, at man kan tilbyde folk et sted at bo, hvor der sker noget, og hvor der er aktiviteter, så man kan fastholde folk,« siger Claus Hvass.
Han påpeger, at han generelt er glad for samarbejdet med Favrskov Kommune, som gør meget for at promovere den lokale handel og er gode til at tage det lokale butiksliv med på råd - og det må endelig ikke stoppe med et nyt byråd, siger han. Samtidig håber han, der vil være fokus på at etablere flere almene boliger inde i byen, så man ikke risikerer, at folk, der flytter fra huse i yderområderne, helt forlader kommunen.
»Et ældre par, der skal fra hus og i en lejlighed f.eks. skal have noget, de kan bo i inde i byen, så de er tæt på handel og indkøbsmuligheder. Jo flere borgere, der bliver i byerne, og jo flere steder, der udbydes til, at folk kan bo her, jo flere penge kommer der ind i butikkerne. Det hele hænger sammen,« siger han.