Fortsæt til indhold

Rekordstort millionbeløb på vej til udsultede idrætsforeninger

Der er tiltrængt hjælp på vej til idrætsforeninger i Aarhus Kommune.

Samfund
sb

Det er ingen hemmelighed, at der mangler idrætsfaciliteter i Aarhus Kommune. Mange haller, klubhuse, anlæg og baner er slidte og trænger til en overhaling, ligesom der er behov for at bygge nyt i en hastigt voksende by og kommune.

Nu er der hjælp på vej.

Aarhus Kommunes Kultur og Borgerservice har netop offentliggjort årets fordeling af anlægspuljen til idræts- og fritidsfaciliteter. Her gives et rekordstort tilskud på over 82 millioner kroner.

Interesseorganisationen Idrætssamvirket Aarhus har bidraget i prioriteringsarbejdet og skønner, er de mange er millioner nødvendige for at indhente det mangeårige efterslæb på idrætsfaciliteter i Aarhus.

Se her det fulde overblik over alle foreninger, der forventes at modtage tilskud

Bestyrelsesformand for Idrætssamvirket Aarhus, Jens Bundgaard, siger i en pressemeddelelse, at mange projekter i anlægspuljen nu kan blive realiseret.

»Det væsentlige tilskud er et godt rygstød, men vi konstaterer samtidig, at der på nuværende tidspunkt ikke er budgetteret nok til at holde det niveau de kommende år. Derfor skal det nyvalgte byråd lægge sig i selen for at fastholde den positive udvikling. Vi hæfter os her med glæde ved, at den brede konstitueringsaftale har indskrevet idræt som særskilt tema for byrådsarbejdet i konstitueringsgruppen. Det giver os stor optimisme, og vi ser frem til at deltage i og støtte udviklingen,« siger Jens Bundgaard.

I alt havde 62 projekter søgt tilskud for over 160 millioner kroner. 47 projekter modtager tilskud fra anlægspuljen

På hal- og indendørsidrætsområdet er der prioriteret støtte til Stavtrup IF, der efter en længere proces nu har rejst de 105 mio. kr. som det nye Idræts- og Kulturcenter koster. Ligeledes er vejen banet for en ny multisal, springsal og foreningsfitness i Egelund i Beder-Malling Idrætsforening.

AGF Tennis er ligeledes tæt på at være i mål med deres udvidelse af kapaciteten for indendørs tennis og nyt klubhus, mens Brabrand IF har fået bekræftet den kommunale opbakning til udvidelsen af Brabrand Idrætscenter med et yderligere kommunalt tilskud. I Brabrand består der dog stadigvæk en stor opgave i at rejse finansiering fra fonde den kommende tid.

Der er også en række projekter, som modtager tilskud til projektudvikling med henblik på at modne projekterne. Det er blandt andet Aabyhøj IF, Fodbold, der modtager 300.000 kroner til kunstgræsbane på Åbyhøj Stadion med omklædningsrum samt klimasikring. Wakeboard-foreningen Aarhus Watersports Complex modtager også projektmidler til at udvikle på deres projekt om en permanent full-size kabelbane ved pier 3 på Aarhus Ø.

Flere foreninger og fællesråd modtager støtte til yderligere undersøgelser af et nyt stort sammenhængende outdoor-område i Egådalen, og Norsminde Kajakklub får støtte til at udfolde planerne om et nyt klubhus ved Norsminde Fjord.

Flere analyser, senest en stor kommuneundersøgelse fra Danmarks Idrætsforbund, viser, at Aarhus nationalt befinder sig i bunden som idrætskommune.