Bestseller-ejer sætter rekord: Milliarderne ruller ind
Omsætningen i Anders Holch Povlsens koncern Heartland er steget med 12 pct.
Familiekoncernen Heartland A/S, der har tøjgiganten Bestseller som største selskab og Anders Holch Povlsen som ejer, har netop årsrapport for det forskudte år 2024/25.
Årsrapporten viser, at omsætningen i koncernen er steget med 12 procent til 64,4 milliarder kroner.
Indtjeningen før skat steg med 60 procent til 6,4 milliarder kroner.
Ifølge Børsen der tal om en rekordomsætning.
Heartlands adm. direktør, Lise Kaae, siger til Jyllands-Posten, at væksten især er drevet af Bestseller og detailkæden Normal, som har ekspanderet hastigt det seneste år, også på nye markeder i Europa.
»Vi er tilfredse med det samlede resultat. Flere af vores selskaber klarer sig godt - også selv i en tid med større usikkerhed og uro globalt, mens andre skal kæmpe mere,« siger Lise Kaae til Jyllands-Posten.
Heartland ejer blandt meget andet Whiteaway, Coolshop, fodboldklubben FC Midtjylland samt ejendomme, iværksætterselskaber og naturprojekter. Heartland har også aktieposter i bl.a. onlineselskaberne Zalando, Asos og fintech-virksomheder som Klarna og Lunar.
Heartland blev etableret i 2005. 95 procent af selskabet ejes af Anders Holch Povlsen, mens fem procent ejes af hans datter, Astrid Holch Povlsen.
Anders Holch Povlsen er via selskabet Wildland blevet Skotlands største, private jordbesidder. Han begyndte at købe skotsk jord i 2006. Han råder også over jord i Botswana, Rwanda, Zimbabwe, Sydafrika og Tanzania.
Anders Holch Povlsen bor på Constantinsborg ved Årslev Engsø. Han skal have en personlig formue på mere end 80 milliarder kroner.