Fortsæt til indhold

Sølund udvider - 1.300 kvadratmeter moderne boliger på vej

Første spadestik blev fredag taget til en større ombygning og udvidelse af boenhed 20 i Landsbyen Sølund. Om et år er Sølund udvidet med godt 1.300 kvadratmeter.

Samfund
bo

Landsbyen Sølund, der er Danmarks største og mest specialiserede botilbud for mennesker med betydelige funktionsnedsættelser, har fået vokseværk.

Går alt efter planen vil landsbyen om et år være færdig med en omfattende ombygning og være vokset med godt 1.300 kvadratmeter moderne boliger. Det oplyser Skanderborg Kommune i en pressemeddelelse.

Udvidelsen markerer et vigtigt skridt i retning af at sikre tidssvarende og bæredygtige rammer for nogle af kommunens – og landets – mest sårbare borgere.

»I Landsbyen Sølund er der ekspertise i at hjælpe og pleje mennesker med særlige behov, så de får den bedst mulige hverdag. Sådan har det været i 90 år. Sølund udvikler sig og skal også fremadrettet være et godt sted at bo, arbejde og leve. Det er boenhed 20 et godt billede på. Vi glæder os til at se det færdige resultat,« sagde borgmester Frands Fischer, inden han sammen med formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget, Jens Szabo tog første spadestik til udvidelsen.

»Med udvidelsen og ombygningen sikrer vi, at Landsbyen Sølund fortsat kan være et fyrtårn inden for specialpædagogik,« understreger Jens Szabo. Foto: Skanderborg Kommune

Det første spadestik er signal til, at totalentrepriseteamet bestående af Egil Rasmussen A/S, Ginnerup Arkitekter og Sweco Ingeniører kan gå i gang med at realisere byggeriet.

Vi bygger ikke bare boliger og et aktivitetsrum. Vi håber, at det også bliver et godt hjem for de ni beboere, der flytter ind og en god arbejdsplads for medarbejdere og ledelse.
Jens Szabo (V), formand, Sundheds- og Omsorgsudvalget

Boenhed 20 skal omdannes fra fem til ni moderne og specialindrettede boliger fordelt på ca. 1.360 kvadratmeter nybyggeri og ombygning.

En analyse fra 2022 viste, at Boenhed 20 ikke længere lever op til de krav og behov, der er gældende for den højt specialiserede målgruppe. I den nuværende indretning kan enheden kun rumme fem beboere.

Projektet er finansieret af en national lånepulje med i alt 52,5 mio. kr., som Skanderborg Kommune har fået dispensation til at anvende i 2025 og 2026. De nye boliger stilles til rådighed for kommuner i hele landet.

»Det er en milepæl, at vi i dag efter et stort forarbejde i bygherreledelsen siden efteråret 2024 er klar med første spadestik. Vi bygger ikke bare boliger og et aktivitetsrum. Vi håber, at det også bliver et godt hjem for de ni beboere, der flytter ind og en god arbejdsplads for medarbejdere og ledelse. Med udvidelsen og ombygningen sikrer vi, at Landsbyen Sølund fortsat kan være et fyrtårn inden for specialpædagogik,« understreger Jens Szabo.

Går alt efter planen vil projektet være klar til indflytning i slutningen af 2026.