Fortsæt til indhold

Flere meter høj luciabrud vender tilbage: Sådan kan du være med i optoget

Rethinkers traditionsrige luciaoptog gennem Aarhus C vender tilbage 13. december, og det er muligt at være med i optoget.

Samfund
jwh

I Aarhus Midtby kan man også i år opleve byens helt særlige luciaoptog, hvor bruden, der er fire meter høj, bliver ført gennem gaderne i et optog bestående af hundredvis af frivillige i alle aldre iført lysende dragter med fakler og lysende kranse.

Traditionen tro arrangerer Rethinker, som er Visit Aarhus’ frivillighedsorganisation, nemlig det store luciaoptog, som plejer at være et tiløbsstykke.

»Luciaoptoget er en dejlig tradition, og vi glæder os hvert år til det bliver den 13. december. Vi er så glade for at både frivillige, lokale borgere og gæster støtter op og er med til at gøre optoget til en fantastisk oplevelse år efter år,« siger direktør i Visit Aarhus, Pia Lange Christensen, i en pressemeddelelse.

»Rigtig mange ting i Aarhus ville ikke kunne lade sig gøre uden frivillige kræfter. Derfor er luciaoptoget også en påmindelse om at sætte pris på de frivillige kræfter, som er med til at gøre mange kulturelle begivenheder rundt i Aarhusregionen mulige”, siger frivillighedschef i VisitAarhus Ulla Svenningsen Lund.

Optoget bliver sat i gang med julesange fra Cæciliakoret og Aarhus Brass Band på Lille Torv kl. ca. 16.00, hvor borgmester Anders Winnerskjold (S) også holder tale. Optoget går herefter gennem Store Torv, gennem hele Strøget og slutter ved Aarhus Street Food med gløgg til alle som er tilmeldt optoget.