Kassereren løb med pengene, taget er utæt, og halgulvet er slidt - men nu får idrætsforening hjælp
På trods af idrætsforeningen TST har gæld til Aarhus Kommune, efter den blev svindlet, vil kommunen nu prioritere penge, så man kan få repareret slidt tag og gulv.
Den nødlidende Tilst-idrætsforening TST, som sidste år blev svindlet for et større pengebeløb, har netop fået den gode nyhed, at Aarhus Kommune vil dække udgifterne til idrætsforeningens utætte tag og nedslidte gulv.
Det skriver idrætsforeningen i et Facebook-opslag.
For foreningen markerer det en milepæl, hvor mange frivillige kræfter har stået sammen. Det har krævet samarbejde og udholdenhed, siden foreningen oplevede, at næsten en million kroner var forsvundet fra foreningskassen. Efter nærmere efterforskning af sagen viste det sig, at foreningens daværende kasserer, en 61-årig kvinde, i en periode fra maj 2023 og frem til oktober 2024 havde overført foreningspenge til private konti. Samlet set var der tale om et beløb på 962.150 kroner.
Ifølge formanden har det krævet vedholdenhed for, at de nedslidt faciliteter nu er blevet en prioritet for Aarhus Kommune.
»Vi tror på, at vi kan, og vi kæmper. Vi er blevet ved med at kæmpe, fordi det betyder meget for vores lokale børn og voksne og alle andre, der bruger faciliteterne,« siger han til avisen og fortsætter:
»Hvis vi ikke havde kæmpet for det, og ikke havde fået opbakningen fra lokalsamfundet, så havde der jo ikke været en idrætsforening om et eller to år.«
Om det utætte tag fortæller Jesper Uth til avisen, at hvis kommunen ikke havde besluttet at prioritere penge til det, ville idrætshallen ende med at være et svømmebassin.
Han opfordrer fortsat lokalsamfundet til at støtte idrætsforeningen, så den bliver fremtidssikret.
»Vi håber og tror på, at lokalsamfundet vil stå ved vores side i den næste fase, så vi sikre TST stærke rammer mange år frem,« siger Jesper Uth.
Kan snart afbetale første del
I september var den 61-årige kvinde i retten, hvor hun erkendte forholdene. Her forklarede hun, at hun følte sig presset til at overføre penge til sin 27-årige søn, som var havnet i en narkogæld.
Han var i øvrigt indblandet i en anden sag, hvor der faldt dom i juli. Her blev han idømt syv et halvt års fængsel for sin rolle i en narkosag, og i samme ombæring blev han dømt for hæleri af særlig grov beskaffenhed ved at have modtaget idrætsforeningens penge fra sin mor.
»Vi håndterer fortsat gælden til kommunen efter underslæbet, og derfor er den fortsatte støtte fra både medlemmer og lokalsamfund vigtigere end nogensinde,« skriver Jesper Uth, formand for idrætsforeningen TST, i et Facebook-opslag.
Da de ansatte i TST opdagede, at der var taget omkring en million kroner, lånte foreningen cirka et tilsvarende beløb af Aarhus Kommune, indtil den kunne betale det tilbage. Selvom de stadig ikke har set skyggen af pengene fra den 61-årige kvinde og hendes søn, er der nu godt nyt.
»Inden det nye år kan vi afbetale de første 200.000 kroner af gælden. Vi har både fået samlet flere penge ind, og så har vi valgt at lukke vores fysiske medlemsblad Spot,« siger Jesper Uth.
I næste uge skal den 61-årige kvinde for fogedretten. Her skal det undersøges, om hun har noget af værdi, som kan være med til at betale idrætsforeningen tilbage.