Fortsæt til indhold

Havnens Perle har aftale med udvikler om ny placering - én ting er parterne dog uenige om

Havnens Perle bliver muligvis flyttet til et nyt sted på Aarhus Ø. Der er dog ikke helt enighed om lejeniveauet.

Samfund

Aarhus Kommune kan ikke redde Havnens Perle og give ejer Peter Lerdrup et nyt sted at etablere sig til en favorabel leje.

Men det kan en af byens store ejendomsudviklere måske.

Ifølge Din Avis Aarhus’ oplysninger har Bricks A/S, der er en del af det udviklerteam, der skal bygge Pier 3, indgået aftale med Havnens Perle om, at den ikoniske grillbar kan få en plads på Pier 3 i en årrække, indtil der bliver bygget.

Det bekræfter Peter Lerdrup overfor avisen.

Aftalen er ifølge grillbar-ejeren betinget af, at Bricks A/S vinder retten til at bygge der på Dagmar Petersens Gade, hvor Havnens Perle ligger i dag.

»Hvis han får lov at bygge her, har jeg et skrevent løfte fra Martin Busk (medejer af Bricks A/S) om, at så vil han gerne flytte mig over på Pier 3, hvor jeg kan være i fire år.«

Dermed kan Havnens Perle, der har været på havnen siden 1960’erne, have reddet sig nogle år ekstra.

Den aarhusianske grillinstitution har levet et tumultarisk liv med hele fem flytninger, og fremtiden har set sort ud, da der snart ikke er flere ledige havnearealer på grund af byens udvikling. Tidligere på året blev det fastslået, at Aarhus Kommune ikke kan sikre ”Perlen” en ny placering, når lejemålet hos kommunen udløber ved udgangen af 2026.

Men ender Havnens Perle på Pier 3, så er det igen blot en midlertidig løsning.

»Det er, indtil der skal bygges, at jeg kan ligge der. Jeg skal snakke med Martin Busk om, hvad der så skal ske. Da jeg talte med ham om det i starten, sagde han, at jeg måske kan komme ind i bunden af noget nybyggeri, når de fire år er gået,« forklarer Peter Lerdrup, der endnu ikke ved, om det giver mening for Havnens Perle.

Martin Busk og Bricks A/S står blandt andet bag Nicolinehus på Aarhus Ø og er med i teamet, der skal bygge på Pier 3. Foto: Liv Møller Kastrup

Overfor avisen bekræfter Martin Busk, at der er en aftale med Havnens Perle, men der er tale om en hensigtserklæring, siger han.

»Det, vi har en aftale om, er, at vi er positivt indstillet overfor at få Havnens Perle over på Pier 3 i den periode, der ikke skal bygges. Hvad der skal ske bagefter, kan vi ikke svare på,« siger udvikleren og understreger, at Bricks A/S ikke har lagt sig fast på, om selskabet vil byde på byggefeltet med Havnens Perle.

Ifølge Peter Lerdrup har Martin Busk tilbudt ham en leje på Pier 3, der ikke er dyrere end hans nuværende.

»Han vil behandle mig pænt i de fire år, for det betyder ikke noget for ham. Han vil lige så gerne have god omtale og have lov til at bygge på den grund, jeg ligger på. Så det kommer ikke til at skille os ad, siger han. Men han har også en forkærlighed for gamle steder i Aarhus og husker ”Perlen” fra gamle dage, hvor han besøgte os med sin far. Derfor vil han gerne hjælpe.«

Den udlægning om lejeniveauet kan Martin Busk imidlertid ikke genkende.

»Det må stå for hans egen regning. Det har jeg ingen kommentar til, for jeg har ikke en aftale med Peter Lerdrup om leje. Jeg vil virkelig gerne hjælpe Havnens Perle, dels fordi den bærer på en rigtig Aarhus-historie, og dels fordi den sammen med andre midlertidige aktører kan bidrage til et levende og folkeligt byliv allerede nu på Pier 3. Men vi kan ikke bare forære ting væk,« siger han og fortsætter:

»Det her skal jo være på konkurrencemæssigt lige vilkår. Man får ikke ekstraordinært særlige vilkår, fordi man hedder Havnens Perle. Hvad skulle jeg så sige til andre unge mennesker, der gældssætter sig for at etablere en restaurant eller andet?«

»Vi har en hensigtserklæring om, at vi er positivt indstillet overfor, at han kommer over på Pier 3, ligesom vi er med andre, der mangler areal midlertidigt. Og så har vi en aftale om, at vi gerne kigger på fremtidige løsningsmodeller. Det er også op til Peter, hvad der giver mening. Det, der dog ikke kommer til at ske, er, at der kommer til at være en Havnens Perle med det udtryk, der er i dag med en bil på taget og 50 gratis p-pladser. Det kommer ikke til at ske.«

Havnens Perle blev etableret i 1962 som souvenir- og iskiosk og har siden flyttet adskillige gange. Senest i 2016 til den nuværende lokation.