Ægtepars forsikring stiger pludselig med 160 procent
Forsikringen af en historisk, fredet mølle stiger med 53.000 kroner årligt. Forsikringsselskab anerkender, at fredede bygninger kan havne i en klemme.
De var klar til at nyde deres pension på toppen af Mols i den fredede mølle i landsbyen Vistoft.
Stedet har fungeret som et fritidshus for parret, der til daglig bor i Aarhus. Men planen var at flytte ind permanent. Lige indtil deres forsikringsselskab skrev til dem.
»Da jeg læste brevet, tænkte jeg, der måtte være sket en fejl,« siger Ib Jespersgaard, der ejer Vistoft Mølle sammen med sin kone, Karen Bjerg Petersen til TV 2 Østjylland.
I år har de betalt 33.130 kroner i ejendomsforsikring. Men tidligere på måneden kom den ubehagelige besked ind ad brevsprækken.
Nu skal de i stedet betale 86.117 kroner om året. En stigning på 160 procent.
»Så stor en stigning har jeg aldrig oplevet på andre af vores forsikringer. Og så uden en egentlig forklaring,« siger Ib Jespersgaard.
I brevet skriver Købstædernes Forsikringsselskab, at forholdet mellem forsikringen og risikoen ved møllen »ikke længere er tilfredsstillende«.
Købstædernes Forsikring ønsker ikke at stille op til interview om den konkrete sag »af hensyn til relationen« med kunden.
»Vi er i fortsat dialog med den pågældende kunde, og vi har fuld forståelse for den undren, sagen naturligt kan vække,« skriver Morten Jepsen, direktør for pris og produkt hos Købstædernes Forsikring, i en mail til TV2 Østjylland.
På det generelle plan oplever forsikringsselskabet udfordringer med at forsikre fredede bygninger som eksempelvis en mølle.
»Her kan nogle ejere risikere at blive fanget i en forsikringsmæssig klemme, fordi genopførelse af fredede bygninger kan være særdeles omkostningstungt,« skriver Morten Jepsen i mailen og henviser i den sammenhæng til brancheorganisationen for forsikring og pension.
TV2 Østjylland ville gerne have spurgt Købstædernes Forsikring om, hvordan det hænger sammen med, at de sidste år havde et overskud på 155 millioner kroner efter skat. Det har de ikke svaret på.
Hos interesseorganisationen Historiske Huse vækker prisstigningen opsigt hos direktør Birthe Iuel.
»Jeg er chokeret. Og det er jeg sådan set hver gang, jeg er blevet præsenteret for sådan et eksempel,« siger hun.
Hun kalder det langt fra enestående.
Historiske Huse har for nylig lavet en medlemsundersøgelse, hvor mere end 300 medlemmer svarede. Her havde cirka 60 procent problemer med forsikringen af deres fredede bygninger.
»Vi oplever, at forsikringsselskaberne slet ikke har appetit på at forsikre de fredede bygninger. Ejerne får enorme præmiestigninger og dårlige dækninger,« siger direktør Birthe Iuel.
»Det er blevet helt håbløst at være ejer af en fredet bygning, fordi forsikring nærmest er blevet umuligt, og der er nærmest opstået monopollignende tilstande,« siger Birthe Iuel.
Hun oplever, at der lige nu kun er ét eller to forsikringsselskaber, der vil forsikre fredede bygninger.
Hun har tidligere sendt et brev til kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), hvor hun opfordrer ham til at tage teten i at finde en langsigtet løsning.
»Vi mener helt klart, at når det er staten, som har besluttet, at bygningerne skal fredes, så må staten også tage et medansvar, når bygningerne er havnet i den situation,« siger Birthe Iuel.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) har ikke haft mulighed for at stille op til interview, men skriver i en mail:
»Jeg er opmærksom på problemstillingen. Derfor mødes jeg snart med Historiske Huse og Forsikring & Pension til en drøftelse af sagen.«
Mødet finder sted 5. december.
Ib Jespersgaard og Karen Bjerg Petersen købte Vistoft Mølle for godt 850.000 kroner i år 2000.
Senere har de restaureret den og de tilhørende bygninger for godt 5 millioner kroner. Halvdelen af pengene har de selv postet i, mens de har fået resten doneret fra fonde. Fordi møllen er fredet, er der strenge krav til, hvordan man skal vedligeholde møllen.
»Bygningen betyder alt for os,« siger Ib Jespersgaard.
De bor lige nu til leje i Aarhus og havde oprindeligt en plan om at flytte permanent til Vistoft, men nu genovervejer de situationen.
De prøver at finde et andet forsikringsselskab, men det er ikke lykkedes endnu. Da de ikke længere skylder penge i bygningen, ser de også på, om de lovligt kan lade være med at forsikre møllen. Eller som sidste udvej sælge den.
»Men det er også meget svært med så stor en forsikringspræmie,« siger Ib Jespersgaard og fortsætter:
»Det er klart, at hvis møllen brændte, så ville det være bekosteligt at genopbygge den.«
Spørgsmål: Og det skal forsikringsselskabet jo sikre sig imod. Det er hele konceptet. Kan du ikke godt forstå, at det er dyrt at forsikre møllen?
»Det er fuldstændigt rigtigt, men hvorfor det skal blive to og en halv gang dyrere på en dag, det forstår jeg ikke.«
Den nye forsikringssum på 86.117 kroner skal betales i begyndelsen af det nye år. Ib Jespersgaard håber, at de har fundet en løsning inden da.