Fortsæt til indhold

Fra Velfærdslisten til Dansk Folkeparti

Per Øxenholt skifter politisk kurs efter valgnederlag. Han melder sig ind i Dansk Folkeparti og overvejer formandspost i Syddjurs.

Samfund

Det tog ikke lang tid for Per Øxenholt at slikke sårene efter, at kommunalvalget ikke blev en succes for Velfærdslisten Syddjurs.

På valgnatten antydede han, at listen ikke havde nogen fremtid, og at han ikke var indstillet på at fortsætte hverken listen eller sin politiske virksomhed, som har haft som altoverskyggende overskrift: Dyrevelfærd eller mangel på samme i rewildingprojekter.

Særligt som det foregår på Molslaboratoriet efter Per Øxenholts opfattelse.

På de sociale medier fortæller Per Øxenholt, at han har meldt sig under fanerne i Dansk Folkeparti, hvor han tidligere har været medlem, som han har været det hos Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne.

Velfærdslisten Syddjurs har været i valgforbund med Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne til kommunalvalget.

Nu får de kamp til stregen igen.

Klar til formandspost

Per Øxenholt fortæller, at han har været i dialog med både Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard, som ifølge Øxenholt har taget imod hans indtog i Dansk Folkeparti med åbne arme.

»De ser frem til, at der nu kommer dyrevelfærd på dagsordenen,« siger Per Øxenholt.

- Du sagde på valgnatten, at du overvejede at stoppe i politik og lade andre mennesker overtage din rolle i forhold til dyrevelfærd. Hvad har gjort, at du allerede er tilbage?

»Jeg var selvfølgelig skuffet over, at Velfærdslisten ikke kom ind i byrådet, men vi vidste også godt, at det ville blive svært. Det måtte både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance også erkende. Men da en hel masse mennesker begyndte at skrive hoverende kommentarer på de sociale medier, tænkte jeg, at det skal være løgn. Nu får de kamp til stregen igen.«

- Hvad er dine planer i Dansk Folkeparti? Vil du være lokalformand?

»Jeg vil gå aktivt ind i arbejdet i partiet, som det er ved at være mange år siden, jeg sidst var medlem af. Hvis der kunne oprettes en Syddjurs-afdeling i partiet igen, vil jeg bestemt ikke afvise at blive formand, men det har jeg ikke snakket med nogen om endnu. Kommunalvalget viste jo, at der er opbakning til Dansk Folkeparti i Syddjurs. Uden at gøre ret meget, fik partiet jo pænt over 700 stemmer.«

- Hvad med Folketinget?

»Det er også en mulighed, hvis jeg kan finde en kreds, hvor det vil være godt for mig at stille op. Om det hedder Østjylland, Midtjylland eller Nordjylland er ikke så afgørende. Det handler om at finde en kreds, hvor opbakningen til dyrevelfærd er størst. Mon ikke valget snart kommer efter nytår.«

Politiet var forbi

Per Øxenholt er heller ikke gået i hi, når det gælder Molslaboratoriet.

Han fortæller, at da han den anden dag var forbi stedet, hvor Molslaboratoriets ranger kom kørende i sin UTV.

»Vi opdagede, at den ikke var indregistreret korrekt. Køretøjet er registreret som traktor, og derfor skal der være nummerplade foran og en rød trekant bagpå.«

»Det har jeg naturligvis underrettet politiet om. Politiet har besøgt stedet, og tingene er bragt i orden. Der er ikke ret mange ting, Mols Lab kan gøre rigtigt første gang,« konstaterer Per Øxenholt.