Million-donation udvider fællesskabet i Gellerup
Forventningerne til donationen er, at den skal skabe bedre rammer for trivsel, forebygge ensomhed og styrke sundheden blandt beboerne.
Salling Fondene donerer 1,7 millioner kroner til udvidelsen af Røde Kors Aarhus’ netværkshus i Gellerup. Donationen skal sikre, at Røde Kors Hus Vest fremadrettet kan tilbyde netværk, fællesskab og støtte til områdets beboere i en tid, hvor behovet kun vokser.
Det skriver Røde Kors i en pressemeddelelse.
Røde Kors Hus Vest i Gellerup er i dag et velbesøgt og populært samlingssted. Hver uge mødes op mod 375 mennesker til sociale aktiviteter, sprogtræning, netværksfællesskaber og rådgivning. Den store efterspørgsel betyder, at huset nu får brug for mere plads.
I fremtiden kan der etableres nye og større lokaler, som vil kunne rumme op til 750 deltagere om ugen.
»I Salling Fondene er vi glade for at kunne støtte udvidelsen af Røde Kors’ netværkshus i Gellerup. Med de nye rammer bliver der plads til endnu flere fællesskaber, aktiviteter og gode oplevelser for områdets beboere. Vi ser frem til at følge, hvordan huset fortsat kan være et samlingspunkt, hvor mennesker mødes og inspireres,« siger Karin Salling, næstformand i Købmand Herman Sallings Fond.
Røde Kors Aarhus forventer, at udvidelsen vil skabe bedre rammer for trivsel, forebygge ensomhed og styrke sundheden blandt beboerne i et af Danmarks mest belastede boligområder. Røde Kors Hus inviterer ugentligt indenfor til 13 forskellige sociale aktiviteter, som drives af 75 frivillige. Udvidelsen gør det muligt at tilbyde fællesskab til endnu flere.
»Vi kan se, hvordan behovet for fællesskaber og social støtte i Gellerup vokser. Samtidig har vores fysiske rammer sat en naturlig begrænsning for vores aktiviteter i området. Med Salling Fondenes generøse donation får vi ændret på det. Nu kan vi både skabe mere plads og udvide de tilbud, som styrker fællesskab og trivsel i området,« siger Niels Højberg, formand i Røde Kors Aarhus.
Netværkshuset har været drevet siden foråret 2021 og deler lokaler med en stor genbrugsbutik, som i forbindelse med ombygningen også får en ny indretning. Det betyder ekstra gode tilbud på udvalgte møbler frem til jul, inden ombygningen går i gang i starten af januar.
De nye lokaler forventes at stå klar til brug i slutningen af marts.