Prisfald på historisk perle: Fra 42,5 til 39 millioner
Prisnedsættelse på historisk herregård skaber nye muligheder for købere.
Quelstrup Herregård, beliggende på det yderste næs af Tved-halvøen på Mols, har været til salg siden 2024 for 42,5 mio. kroner.
Nu er den smukke herregård med den karakteristiske gule hovedbygning sat ned i pris til 39 mio. kroner, fremgår det af Nybolig Landbrugs salgsannonce.
Historisk perle på Mols
Herregården der kan føres tilbage til 1400-tallet, er en af de fire hovedgårde på Mols og ligger omgivet af kuperet terræn med åbne marker, skov og beplantninger.
De tre andre hovedgårde på Mols er Isgaard, Rolsøgaard og Møllerup Gods.
Quelstrup Herregård har udsigt til Aarhusbugten, Aarhus, Ugelbølle, Knebel, Mols Bjerge og Trehøje.
Mulighed for sommerhusgrunde
Quelstrup har et areal på 157,3717 hektar, hvoraf 140,93 hektar er agerjord i omdrift, 1,32 hektar er udlagt med vedvarende græs og 5,10 hektar er fredskov, arealer, der er udlagt til permanent skov.
Jorden ligger samlet tæt ved gården og består hovedsageligt af lerjord med variationer af sandjord. Der er også mulighed for at etablere op til 34 sommerhusgrunde på ejendommens vestlige område.
Hovedbygningen og driftsbygningerne
Hovedbygningen på Quelstrup er fritliggende og omgivet af gårdsplads mod øst og parken mod vest.
Den gule bygning med sprossede vinduer og tegltag er indrettet med en hall, stuer, kontor, havestue, badeværelse, soveværelser, gæstetoilet, spisestue, anretterværelse, køkken med spiseplads, bryggers, toiletter, baggang og værelser.
På første sal er der fire ældre værelser, og kælderen rummer viktualierum og disponible kælderrum.
Parken omkring hovedbygningen rummer mange store træer, herunder et gammelt ginkgo biloba træ. Sorten stammer fra Kina.
Driftsbygningerne ligger som tre længer med sidefløj i hesteskoform og består af tidligere stalde og laden.
Bygningerne benyttes til opbevaring af landbrugsprodukter, maskiner, værksted, lager og kornopbevaring.
Laden er indrettet med plansiloer og kornblæsere, og der er mulighed for at udbygge anlægget til at transportere korn over i det ældre planlager.
Familien Schaumanns historie
Historiker og tidligere Syddjurs borgmester, Vilfred Friborg Hansen, har i »Folk og Liv 2012« skrevet om Quelstrup og historien om Birthe Boje og Svend Schaumanns overtagelse af gården.
Svend Schaumann og hans hustru overtog Quelstrup i 1964 efter Erling Lauritzen.
Svend Schaumann fortæller til Vilfred Friborg Hansen, hvordan de købte gården som et interessentskab bestående af dem selv og deres respektive forældre.
Birthe Boje Schaumann var en markant skikkelse i den daværende Ebeltoft Kommune. Hun blev således borgmester i 1998, men hendes tid som borgmester blev desværre kortvarig, da hun samme år fik konstateret en alvorlig kræftsygdom og døde i oktober 1998.
Birthe Boje Schaumann husker mange som en engageret og respekteret politiker, og hendes tid som borgmester går over i historien for hendes samarbejde med afløseren i borgmesterstolen, Knud Thorgaard fra SF.
Quelstrup og Thomasminde blev i 2010 omdannet til aktieselskabet ’QuTho’ for at forberede et generationsskifte. Svend Schaumann døde selv 16. november 2024 kort før, at han ville være fyldt 88 år.
Kilde: QUELSTRUP-efter-1964.pdf