Fortsæt til indhold

Over 9.000 frivillige skal hyldes i Friheden

Når Frivilligfesten fredag eftermiddag slår dørene op, bliver det med tæt på udsolgt i Tivoli Friheden, hvor man forsøger at give lidt igen til de mange frivillige, som giver så meget af sig selv til glæde for andre.

Samfund
ksa

Fredag den 5. december fra klokken 15 og frem hyldes byens store frivilligfællesskab, når dørene åbnes til årets Frivilligfest i Tivoli Friheden.

Det skriver Kultur og Borgerservice i en pressemeddelelse.

Intet mindre end 9.300 mennesker har indløst billet til festen, og det glæder kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (RV).

»Jeg glæder mig til at fejre byens mange frivillige ildsjæle. Frivilligfesten er en af årets vigtigste dage, for det er her, at vi siger en lille tak for den store indsats, som de her mennesker lægger i løbet af året. Det kan ikke understreges nok, hvor vigtige Aarhus’ mange frivillige er for byens sammenhængskraft, og de fortjener i høj grad denne dag,« siger han.

Festen afholdes på FN’s Internationale Frivillighedsdag, og fremmødte frivillige kan se frem til en festlig dag med musik og julestemning samt gratis adgang til Tivoli Friheden og dens forlystelser. Da arrangementet i år falder på en fredag, vil der også være adgang for betalende gæster.

Kommunens mange frivillige hyldes i Tivoli Friheden fredag den 5. december. Pressefoto

Hos Aarhus Motion glæder man sig til endnu engang at kunne fejre byens unikke fællesskab.

»Vi kan ikke afvikle vores events uden hjælp fra frivillige hos de østjyske idrætsforeninger, og derfor betyder det utroligt meget for os, at vi på denne ene dag kan give lidt tilbage til dem, der giver så meget til os andre. Frivilligfesten er en af de allervigtigste dage på året for Aarhus Motion og en dag, vi altid glæder os utroligt meget til,« siger Jeanette Boye Sørensen, som er eventchef i Aarhus Motion.