Østjysk brødrepar deltager i verdens mest ekstreme kapløb
Et østjysk brødpar skriver historie, når de som de første til sommer deltager i verdens mest ekstreme kapløb på flod.
Til sommer skal Morten Sparvath og Frederik Sparvath stå klar, når de skal deltage i verdens mest ekstreme kapløb på flod. Det østtyske brødrepar er sluppet gennem nåleøjet og udvalgt blandt 6.000 ansøgere.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse.
De er dermed det ene ud af 30 tomandshold, der skal padle 1.600 kilometer ad Yukon-floden fra Canada til Alaska i juni 2026.
»Vi kan begge lide at presse os selv. Vi drives af eventyr – det er ikke målet, men rejsen dertil, der motiverer os. Det er ikke at vide, hvad der ligger om næste hjørne. Den slags usikkerhed giver nogle kæmpe oplevelser,« siger Morten Sparvath.
Deltagerne i Yukon 1000 tilbagelægger de mere end 1.600 kilometer fra Whitehorse i Canada til Alaska i kajak eller kano, uden støtte undervejs og kun med det udstyr, de selv kan have med i båden.
Ruten følger med den legendariske Yukonflod gennem øde vildmark. Deltagerne skal ro op imod 18 timer i døgnet, sove i korte intervaller på flodbredden og skal kunne klare sig selv i op til ti dage ad gangen.
»Yukon 1000 handler ikke kun om fysisk styrke, det handler mindst lige så meget om det mentale. Om at presse sig selv forbi det punkt, hvor man tror man ikke kan mere,« siger Frederik Sparvath.
For at blive klar både fysisk og mentalt venter en hård omgang træning, der allerede er startet. Da begge brødre har fuldtidsjob og familier, der også skal passes, foregår det meste træning om natten.
»Det at vi skal jonglere familieliv og arbejde, når vi kommer trætte hjem efter at have roet hele natten, bliver også en form for forberedelse til de ekstreme forhold under løbet,« siger Morten Sparvath og fortsætter:
»Vi bliver nødt til at gøre familierne til en del af eventyret. Personligt glæder jeg mig lige så meget til alt det, der ligger op til Yukon1000 – til træningen, planlægningen og de udfordringer, vi møder – som til selve løbet.«
Det er første gang, at brødrene tager på dette eventyr sammen.
Frederik, der bor i Aarhus, har mest erfaring af de to med at deltage i ekstreme kapløb, mens Morten Sparvaths, der bor i Odder, tidligere eventyr har bestået i at krydse øde vildmarker helt på egen hånd.
»Det med at begive sig ud i det ukendte er noget, vi har fået ind med modermælken. Det handler om at skabe store oplevelser og få det maksimale ud af det liv, man har,« siger Morten Sparvath.