Forsvarets opkøb redder likviditeten, men gæld på 260 mio. kroner skal håndteres – hvem tager regningen?
Ingen gældsovertagelse i aftalen mellem Aarhus Airport og Forsvaret. Fremtidige planer for Aarhus Airport fortsætter uændret. Forhandlinger med private investorer om logistik og business park påvirkes ikke af statens opkøb.
»Den giver os arbejdsro til at accelerere udviklingen og fortsætte den positive udvikling, vi er på – til direkte gavn for den østjyske region, rejsende og de mange arbejdspladser, som Aarhus Airport genererer i og omkring lufthavnen,« siger bestyrelsesformand i Aarhus Airport, Lars Dige Knudsen, om den aftale, som Aarhus Airport har indgået med Forsvaret, hvor den kritiske infrastruktur – herunder landingsbane, kontroltårn og tekniske installationer – overtages af staten.
Ikke hotel, indgangsparti mv.
Den civile og kommercielle drift fortsætter uændret.
Ingen gældsovertagelse
Lars Dige Knudsen understreger, at aftalen ikke medfører, at Forsvaret overtager den eksisterende gæld på 200 millioner kroner plus tilskreven renter på 60 millioner, i Aarhus Airport A/S.
Lars Dige Knudsen vil ikke oplyse de økonomiske konsekvenser, altså hvad staten erlægger for købet. Det er selvfølgelig på et niveau, der løfter lufthavnen mange gange ud af den likviditetsklemme, som var til øje om ikke så længe i Aarhus Airport A/S.
»Vi har meddelt tidligere, at vi havde likviditet til et stykke ind i 1. kvartal 2026. Den dagsorden opererer vi ikke længere med efter, at Forsvaret har overtaget den kritiske infrastruktur,« siger bestyrelsesformanden.
Fremtidige planer
Aarhus Airport skaber omkring 4.400 arbejdspladser. Heraf er cirka 400 beskæftigede i selve lufthavnen, 250 blandt lufthavnens leverandører og 250 på baggrund af forbruget fra luftfartansatte, mens de katalytiske effekter skaber 3.500 af de beskæftigede.
»Vi er tilfredse med opkøbet, som også vil bidrage til national sikkerhed og tryghed. Aftalen betyder, at vi drifter og vedligeholder anlægget under statens ejerskab.«
Forhandlingerne med den potentielle private investor Fairchild Aerospace Group om blandt andet logistik, kargo og business park fortsætter uændret, selvom staten nu overtager den kritiske infrastruktur.
Ifølge Lars Dige Knudsen er der ikke andre investorer inde over.
Redder likiviteten
Lars Dige Knudsen vil ikke oplyse de økonomiske konsekvenser, altså hvad staten erlægger for købet. Det er selvfølgelig på et niveau, der løfter lufthavnen ud af den likviditetsklemme, som var til øje om ikke så længe.
»Vi har meddelt tidligere, at vi havde likviditet til et stykke ind i 1. kvartal 2026. Den dagsorden opererer vi ikke længere med efter, at Forsvaret har overtaget den kritiske infrastruktur.«
Efterfølgende venter der en snak med storejer Aarhus Kommune om fremtidens kapitalstruktur i Aarhus Airport, understreger Lars Dige Knudsen, der bekræfter, at der kom skred i forhandlingerne efter sommerferien og de har været relativ nemme, fordi der var interesse i at finde en løsning.
»Det er en god dag på alle måder for Østjylland, der sikrer fremtidens udvikling af området og nye arbejdspladser,« siger Lars Dige Knudsen.
Forhandlingerne om fremtidens kapitalstruktur skal ses i lyset af gælden på de 260 mio. kroner, og hvem der kommer til at æde den.
Reelt er gælden intet værd set i markedsperspektiv.
Tilfredse borgmestre
Borgmestrene i Norddjurs og Syddjurs Kommuner er positive over for opkøbet. Begge kommuner ejer en mindre del af lufthavnen, 4,99 procent hver.
Borgmester i Norddjurs Kommune, Kasper Bjerregaard, udtaler: »Lufthavnen er med til at skabe vækst og arbejdspladser i vores område, og det er afgørende for både turismen og erhvervslivet, at vi har en national og international lufthavn så tæt på. Derfor er jeg meget glad for, at der nu er landet en aftale med Forsvaret, så Aarhus Airport kan få den ro og stabilitet, som er forudsætningen for den videre udvikling.«
Borgmester i Syddjurs Kommune, Michael Stegger Jensen, uddyber: »Lufthavnen er en væsentlig del af infrastrukturen på hele Djursland og sikrer hurtig adgang til København, Norden og resten af verden. Det er vigtigt for os med en lufthavn i vækst og udvikling, og det tror jeg på, at Forsvarets opkøb kan bidrage til. Forsvarets tilstedeværelse vil på sigt bringe nye arbejdspladser med sig og et øget fokus på vores beredskab i hele området – det er meget positivt.«