Fortsæt til indhold

Advarer om særligt skadedyr i julepakkerne: Sådan undgår du at få det ind i hjemmet

En slægtning til sølvfisken skal være i kraftig vækst på grund pakkestrømmen i december.

Samfund

Julen er højsæson for pakker. Men i emballage, papkasser og pakkefyld gemmer sig ofte en ubehagelig blind passager: skægkræet.

Det lille, brunlige insekt, som tit forveksles med sølvfisk, spreder sig hurtigt og effektivt, og de er svære at komme til livs, når de først er kommet ind i hjemmet.

»Lige nu er skægkræ i kraftig vækst med den enorme pakkestrøm og -handel. Derfor er risikoen for at få skægkræ i hjemmet eller på pakkecentralerne øget markant, fordi der i december både i posten og i private hjem kommer langt mere emballage og papkasser ind end normalt,« siger formand for Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaer, Claus Schultz, i en pressemeddelelse.

Skægkræet er en slægtning til sølvfisken, men det er muligt at kende forskel, hvis man kigger godt efter. Skægkræet er større, lysere, brunere, og de tre haletråde er væsentligt længere end sølvfiskens.

Det skæggede kræ kan findes i alle afkroge af hjemmet, ikke kun i fugtige omgivelser. Skægkræ er meget svære at få bugt med, fordi de er gode til at gemme sig, lyder det fra Claus Schultz, der også er teknisk chef i Rentokil Skadedyrsbekæmpelse

»For at reducere risikoen for at skægkræ enten indtager hjemmet eller pakkelogistikcentrene, bør du som forbruger åbne pakkerne udendørs eller i entréen, mens både pakkecentralen og forbrugeren hurtigt skal fjerne åbne papkasser, emballage og pakkefyld udenfor,« siger Claus Schultz fra Rentokil.