Fortsæt til indhold

Unik julehandel - Ny butik samler byens kreative sjæle

En ny kunstforening har set dagens lys, og ud af den er sprunget en helt ny forretningsidé.

Samfund

I bunden af Storegade i Grenaa er der kommet nyt liv i vinduerne. Masser af liv faktisk.

For inde i den nyåbnede butik Kreativ Grenaa springer farverne både ud af malerier og strikkede tørklæder, mens farverige dekorationer og finurlige figurer popper op rundt omkring i lokalet.

De er produkterne af de seks lokale kunsthåndværkere, som har stiftet foreningen Kreativ Grenaa. Hertil har de åbnet butikken med samme navn i Storegade 15B, hvor konceptet er, at de seks kunstnere, som alle arbejder på hobbybasis, nu har et sted, hvor de kan sælge deres kunst.

Det er Ilse Drebis, der er initiativtager til Kreativ Grenaa. Hun både strikker og laver betonkunst.

Idéen til den nye forening og butik har hun taget med sig fra sin tidligere bopæl på Samsø, hvor hun var med i en lignende forening.

Det er også herfra, hun på flere niveauer har gode erfaringer med sig.

»Mange af os laver vores kunst alene. Men i stedet for at jeg bare sidder hjemme i min garage og støber, og så maler jeg og så sætter jeg det til salg på nettet eller sætter det ud i min egen have, så er det her en måde at få fællesskaber og være kreativ med andre på. Det synes jeg er vigtigt,« fortæller Ilse Drebis om initiativet.

Kreative fællesskaber

Ambitionen er således i langt højere grad at skabe bredere og stærkere lokale kunstneriske netværk, end det er at tjene store penge i den nye butik.

»Vi håber selvfølgelig, vi kommer til at sælge noget, men det bliver jo aldrig en guldgrube. Vi er hverken veletablerede kunsthåndværkere eller kommer med dyre ting, men vi vil gerne vise et bredt udvalg af kunsthåndværk og så have det at være fælles om,« uddyber Ilse Drebis.

Den mission er allerede lykkedes. De seks, der indtil videre er involveret i Kreativ Grenaa, kendte ifølge Ilse Drebis ikke hinanden før, hun lavede et opslag på sociale medier, hvor hun loddede stemningen for idéen.

Seks lokale kunsthåndværkere med vidt forskellige håndværk kan man finde i den nye butik. Foto: Simon Carlson

Flere meldte deres interesse, men i første omgang var det de seks nuværende, der også tog springet ud i at åbne butikken.

Nogle faldt ifølge Ilse Drebis fra, da de blev præsenteret for kriteriet om, at man som medlem har tre måneders opsigelse, hvis man vil melde sig ud igen.

Det er dog en nødvendig sikkerhedsforanstaltning for de tilbageværende, så de ikke pludselig står med en markant højere husleje.

Konceptet i foreningen er således så enkelt, at medlemmerne deler både husleje, vagter og ansvar.

Hver kunstner betaler et mindre kontingent, og en lille del af salget går til fællesudgifter i butikken, mens resten går direkte til den kunstner, som har fremstillet produktet.

Alle bidrager derfor med forskellige typer håndværk. Det er helt bevidst og ret vigtigt, at der er et bredt udvalg med vidt forskellige afsæt, forklarer Ilse Drebis.

»“Vi skal ikke have én mere med pileflet eller én mere med beton. Skal vi have nogen nye med, skal det være noget anderledes end det, vi har i forvejen. Det er både vigtigt, at vi har variation, men også at det ikke går hen og bliver til en intern konkurrence,« siger Ilse Drebis.

Plads til flere

Dermed siger hun også, at der er plads til flere lokale kunsthåndværkere i foreningen og forretningen, og derfor er interesserede mere end velkomne til at kontakte Kreativ Grenaa.

Butikken er således åben dagligt mandag-lørdag fra klokken 12.

I de sidste uger op mod jul udvider Kreativ Grenaa åbningstiderne til at følge resten af byens julehandel, så der i weekenderne er åben allerede fra klokken 10 og også åbent om søndagen, så der er rig mulighed for at gøre et unikt julegaveindkøb.

Det håber Ilse Drebis naturligvis, at mange vil benytte sig af.

»Vi ved jo slet ikke, hvordan og hvorledes Grenaa tager imod det. Folk skal jo først lige finde ud af, at vi er her og lære os at kende, men så håber jeg også på, at vi kan være med til at skabe nogle nye kreative fællesskaber,« konstaterer Ilse Drebis.