Skole får millioner fra EU
Bevillinger fra EU bruges på moderne udstyr og opkvalificering af undervisere med det fælles mål at styrke bæredygtighed og grøn omstilling på erhvervsuddannelserne og AMU.
Tradium har fået tilsagn om fire EU-bevillinger for samlet set knap 12 millioner kroner, fremgår det af en pressemeddelelse.
Midlerne kommer fra EU’s genopretningsprogram ’NextGenerationEU’ og er bevilget af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK).
»Arbejdsmarkedet har brug for nye kompetencer inden for bæredygtighed og grøn omstilling. Den udvikling følger vi selvfølgelig som erhvervsskole, og bevillingen giver os mulighed for at lægge endnu flere lag på undervisningen og arbejde på det nyeste udstyr på endnu flere områder, så vi kan sikre, at vores elever og kursister står stærkt i fremtidens grønne arbejdsmarked,« siger Lars Michael Madsen, der er direktør på Tradium, i pressemeddelelsen.
To af bevillingerne skal ruste underviserne med fremtidens kompetencer.
Det gælder projektet ’Licence to grow’, der med udgangspunkt i reelle udfordringer fra små og mellemstore virksomheder skal udvikle merkantile undervisningsforløb med fokus på blandt andet grønne forretningsmodeller, ESG, cirkulær økonomi og dokumentation.
I projektet ’ESG på Tradium - fra grundlæggende og fagspecifik kompetenceudvikling til bæredygtig praksisfaglighed’ opkvalificeres undervisere inden for bæredygtighed i deres fagområde.
Tradium får desuden støtte til opgradering af skolens udstyr på to centrale områder.
Tradium er landets eneste udbyder af overfladebehandleruddannelsen, der gennem ’Projekt Bæredygtig overfladebehandling - en vej til grøn omstilling i industrien’ modtager godt tre millioner til nyt udstyr, herunder pumper, ventilations- og filteranlæg samt andre komponenter.
Det andet område er skolens autoafdeling, der gennem ’Projekt Bæredygtig kørsel for EUD og AMU’ modtager en udstyrsbevilling på godt to millioner blandt andet til indkøb af fem elbiler.