Fortsæt til indhold

Her kan du aflevere dit brugte juletræ - og måske vinde en præmie

Randers Havn giver juletræer nyt liv som beskyttelse for Randers Fjord. Træerne bruges til at skabe skjulesteder for fiskeyngel og holde på jord og sand.

Samfund

Når julen er slut står spørgsmålet tilbage: hvad gør du med juletræet?

Igen i år kan du aflevere dit brugte juletræ på Randers Havn, hvor træerne får nyt liv i arbejdet med at beskytte Randers Fjord.

Randers Havn modtager juletræer på afleveringspladsen på hjørnet af Moltkesgade og Toldbodgade. Træerne bruges i faskingærder langs fjorden, hvor de er med til at holde på jord og sand og samtidig skaber skjulesteder for fiskeyngel.

Ifølge Randers Havn er der ingen begrænsning på antallet af træer, der kan afleveres.

Alle, der indleverer et juletræ på havnens afleveringsplads, deltager samtidig i en lodtrækning om præmier. Hovedpræmien er et gavekort på 2.000 kroner til Føtex.

Afleveringspladsen er åben alle ugens dage fra torsdag 25. december til fredag 30. januar.

Juletræer kan også afleveres på Randers Kommunes genbrugspladser i Randers, Asferg, Langå og Øster Tørslev, men det er kun på Randers Havn, at du kan deltage i konkurrencen.

For alle afleveringssteder gælder det, at træerne skal afleveres i fuld størrelse og uden pynt, skruer og juletræsfod.