Fortsæt til indhold

Bilister klager over blændende billygter: Ny undersøgelse bekræfter det, mange oplever i trafikken

Kraftigere billygter skulle gøre mørkekørsel tryggere. I stedet oplever stadig flere bilister at blive blændet.

Samfund

Flere og kraftigere billygter har på få år ændret oplevelsen af at køre bil i mørke.

For føreren i den moderne bil er natten blevet lysere, bredere og mere kontrollerbar. For mange andre trafikanter er den samme udvikling blevet en kilde til irritation, utryghed og i nogle tilfælde et bevidst fravalg af mørkekørsel.

En ny undersøgelse fra FDM dokumenterer, at næsten 4 af 10 bilister føler sig mere blændet i dag end for blot tre til fem år siden.

Hver anden bilist oplever ofte at blive blændet af modkørende biler, og 6 af 10 mener, at moderne billygter blænder mere end tidligere.

Undersøgelsen er gennemført af Norstat i november 2025 blandt 1.015 danskere med kørekort, der alle kører bil i et vist omfang.

Tallene stemmer overens med de erfaringer, der i stigende grad samler sig på Jyllands-Postens bilredaktion.

Vi modtager mange henvendelser fra læsere, som beskriver situationer, hvor blændende forlygter gør det vanskeligt at orientere sig, særligt på mørke landeveje og i tæt trafik. Det er ikke enkeltstående klager, men et mønster, der gentager sig.

Undersøgelsen viser samtidig, at mørkekørsel i dag stiller større krav til bilisterne. 8 af 10 koncentrerer sig ekstra, når de kører i mørke. Næsten hver fjerde ændrer kørevaner og kører sjældnere eller slet ikke, når det er mørkt. 2 af 10 føler sig slet ikke eller kun i mindre grad trygge ved at køre bil efter mørkets frembrud.

Meget kraftigere lys

Ifølge FDM hænger udviklingen tæt sammen med den teknologiske udvikling af bilernes forlygter. LED- og matrixlys er blevet standard i mange nye biler og giver et markant bedre udsyn for føreren. Men det har en bagside.

»Vi ser en generel bevægelse mod kraftigere lyskilder og mere koncentrerede lyskegler. Det giver bilisten et klart bedre udsyn, men gør samtidig blændingen af modkørende mere markant. Det er helt naturligt, at flere oplever at blive mere blændet. Lyset er simpelthen blevet stærkere,« siger Lone Otto, områdechef i Teknisk Rådgivning hos FDM.

Mange trafikanter oplever, at nye biler blænder i trafikken. Foto: Line Falck

Hun peger også på, at menneskets syn har sine begrænsninger.

»Vores øjne er ikke skabt til så kraftigt lys, især ikke på veje med svag belysning eller mangelfuld afmærkning. Kombinationen af moderne, intense lyskilder og mørke omgivelser skaber en belastning, som mange helt naturligt reagerer på,« siger Lone Otto.

FDM vurderer, at problemet vil fylde endnu mere i de kommende år. Antallet af elbiler og SUV-lignende modeller stiger, og med dem følger højere lygteplaceringer og endnu mere avancerede lyskilder.

»Vi er midt i en teknologisk bølge, hvor udviklingen af bilernes lygter går hurtigere end reguleringen. Der arbejdes internationalt på nye rammer for både lygtehøjde, lysstyrke og lyskegler, og det kommer til at gøre en forskel. Men vi er ikke i mål endnu. Udviklingen skal fortsætte. Moderne lys er et kæmpe sikkerhedsløft. Men den skal følges af klare rammer, der mindsker blænding for alle andre i trafikken,« siger Lone Otto.

Hun har som repræsentant for de europæiske bilklubbers paraplyorganisation, FIA, sat fokus på blændende forlygter på tværs af landegrænser.

I en international undersøgelse gennemført af FIA i 10 lande mener tre af fire bilister, at der bør reguleres mere for at forebygge blændende forlygter.

Undersøgelse bakker op

Også i Storbritannien har problemet fået stor opmærksomhed. Den britiske bilistorganisation, RAC, har gentagne gange peget på blændende forlygter som en af de største irritationer blandt bilister.

Ifølge RAC har langt størstedelen af britiske bilister oplevet at blive blændet af modkørende biler, og mange vurderer, at problemet er blevet værre i takt med udbredelsen af LED-forlygter og flere høje biler i trafikken.

Transportforskningsenheden TRL har i analyser for de britiske myndigheder konkluderet, at højere lysintensitet og hvidere lys øger risikoen for blænding, særligt på mørke veje uden kraftig gadebelysning.

Kombinationen af kraftige lygter, højere biler og ujævne vejforløb betyder, at selv korrekt indstillede forlygter kan opleves som blændende for modkørende.

Hør alt om biler i Jyllands-Postens podcast ”Bilradio”. Den udkommer hver fredag. Lyt med hos Apple, Spotify eller i playlisten herunder, og husk at abonnere, så du får besked, når der kommer en ny episode.