Rådmand trækker i land endnu en gang – nu er der godt nyt til hjemløse
I efteråret blev det meldt ud, at dagvarmestuen Spor7 ville lukke. Men nu har rådmand trukket i land efter et møde med udvalget.
I september blev det besluttet, at Aarhus Kommune skulle overtage driften af Ungeherberget UngNat, Natherberget i Sydhavnen og dagvarmestuen Spor7.
En af konsekvenserne blev, at kommunen besluttede at nedlægge UngNat og lukke Spor7. Men nu er der godt nyt til de hjemløse i Aarhus. Onsdag 17. december kom det frem på byrådsmødet, at Spor7 bliver bevaret lidt endnu. Det sker som følge af kritik og uenighed i byrådet.
Social- og beskæftigelsesudvalget havde et ekstraordinært møde tirsdag 16. december, hvor de skulle drøfte situationen angående Spor7.
»Vi mener nu, at vi er landet et bud på, hvordan vi kan bevare Spor7 frem mod sommer,« lød det fra rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Anette Poulsen (S).
Flere byrådsmedlemmer nævnte under onsdagens byrådsmøde, at forløbet om Spor7 har skabt stor forvirring. Blandt andet udtrykte Mahad Yussuf (RV) sin frustration:
»Det her er ikke en nem sag, og processen har ikke været helt optimal. Men jeg tror, at vi har fundet hinanden, hvor Spor 7 kan leve videre det næste halve år.«
Polly Dutschke (M) sagde:
»Vi må ikke lukke Spor 7, før vi reelt har et alternativ. Vi vil have lavtærskel skrevet ind som en del af midtbyen. Derfor er det vigtigt, at det her er en by, som ikke kun måles på ambitioner. Den skal måles på, at vi også har en dør åben for dem, der ellers ikke har en dør at gå ind ad.«
»Træls, irriterende og uheldigt«
Til onsdagens byrådsmøde var det ikke kun Mahad Yussuf (RV) og Polly Dutschke (M), der mente, at forløbet har været frustrerende.
»Det er træls, irriterende og uheldigt hele forløbet, og vi nu står 14 dage inden årsskiftet og beslutter at bevare Spor7. Vi kunne lige så godt have taget den beslutning tidligere, når vi alligevel har fundet penge til det,« sagde Henrik Arrens (LA) og fortsatte:
»Jeg er ikke så naiv på det her område, og jeg ved, at det her område er meget økonomisk presset.«
Fra årsskiftet starter den nye byrådsperiode, og her bliver det Michael Christensen (LA), som bliver den nye rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse.
»Vi ser frem til et godt samarbejde om at finde pengene i den kommende byrådsperiode,« siger Henrik Arrens (LA) og henviser til, at hans kollega snart overtager rådmandsposten.
Til det svarede den nuværende rådmand, Anette Poulsen (S), tilbage:
»Tak Henrik Arrens. Det er rigtigt. Vi står med udfordringer på 150 millioner kroner, og når de skal udmøntes, bliver det selvfølgelig forelagt for byrådet. Men det bliver en udfordring, fordi det er et presset område.«
Har trukket i land før
Det er ikke første gang, at rådmanden trækker i land. Senest blev beslutningen om at lukke køkkener på ti aarhusianske bosteder trukket i land.
Angående forløbet om Spor7 sagde Christian Budde (V):
»Vi deler oplevelsen af, at det her har været et rodet og forvirrende forløb. I første fase fik vi indtrykket af, at det var socialtilsynet, som ikke ville godkende tilbuddet. Men i anden fase fik vi oplevelsen af, at det var rådmanden, der havde en ideologisk modstand mod Kirkens Korshær.«
Til det svarede rådmanden:
»Ideen om at lukke Spor7 var ikke min. Det var, fordi det var noget, vi havde fået besked på af socialtilsynet i forhold til UngNat og Natherberget. Vi begyndte derfor at kigge på andre tilbud til hjemløse.«
Hun fortsatte:
»Det var på grund af åbningstider, og fordi dem, der kom fra Natherberget, ikke havde en seng i løbet af hele døgnet. Jeg synes, at det er et okay kompromis, vi har fundet.«