Nærheden til Aarhus kan vise sig at være en fordel, når ny præst skal findes
En af præsterne i Hammel, Voldby og Lading har sagt op.
Kirkerne i Hammel, Voldby og Lading mangler fra nytår en præst, efter sognepræst Majbrit Billesø Rasmussen har valgt at stoppe. I første omgang er der blevet ansat en vikar til at varetage jobbet, indtil der er fundet en ny fast præst. Det oplyser Sten Boye Jensen, formand for Hammel-Voldby-Lading Menighedsråd.
»Vi regner med, der går to-tre måneder, før vi har fundet vores nye præst,« siger menighedsrådsformanden.
Nye sognepræster ansættes igennem stiftet i samarbejde med menighedsrådet, der kan indkalde egnede ansøgere til samtale og prøveprædiken og indstille deres favorit til stiftets biskop. Den formelle afgørelse træffes i Kirkeministeriet.
»Vores anbefaling vægter selvfølgelig noget,« siger menighedsformand Sten Boye Jensen.
Tre præster
Der er tre sognepræster i pastoratet, der i fællesskab dækker de tre sogne og er lige meget tilknyttet de tre kirker. To af præsterne, Else Kruse Schleef og Johannes Munk, har bopælspligt og bor i præsteboligerne i henholdsvis Hammel og Lading. Den tredje præst har ikke bopælspligt, og det er den stilling, som er blevet ledig.
»Det giver en vis fleksibilitet i forhold til rekruttering, at den ene af præsterne ikke har bopælspligt. Vi tror, det øger chancerne for at finde en god kandidat, at den nye præst ikke absolut skal flytte til området. Vi håber på, at nærheden til Aarhus kan være med til at give os en del ansøgere, men det er svært at spå om. Det er heldigvis nogle år siden, vi skulle ansætte sidst, men vi ved ikke, om vi får et hav af ansøgninger eller knap nok nogen,« siger menighedsrådsformanden.