Fortsæt til indhold

Danmarks rigeste mand og kendt byudvikler overtager berømt Aarhus-hotel

Heartland og Kilden & Hindby har overtaget Marselis Hotel, der ligger ved Aarhusbugten og Marselisborgskovene.

Samfund
ksa

Med ønske om at bevare et stykke Aarhus-historie køber de to virksomheder, den familieejede Heartland med milliardær Anders Holch Povlsen i spidsen samt Kilden & Hindby, nu Marselis Hotel.

Hotellet ligger på Strandvejen – en kort køretur fra det centrale Aarhus, hvor både Heartland og Kilden & Hindby er hjemmehørende.

Sælger er Scandinavian Hotels-koncernen, som har ejet det kendte Aarhus-hotel siden 2001.

»Vi er glade for at have fået mulighed for at overtage stedet. Med sin unikke placering, arkitektur og historie har Marselis Hotel en særlig plads i mange aarhusianeres hjerter, og vi ønsker at værne om disse minder og videreføre hotellet under det nye ejerskab,« siger Lise Kaae, administrerende direktør i Heartland i en pressemeddelelse.

Heartland er et holdingselskab for rigmanden Anders Holch Povlsens mange forretninger.

Rune Kilden har allerede præget byen med Æggepakkeriet ved Godsbanen, Lighthouse og Pakhusene på Ø og senest Træ på Sydhavnen. Han højeste ønske er at skabe en ny karré , der skal forvandle et udskældt højhus til et godt sted. Arkivfoto: Mikkel Berg Pedersen
Rune Kildens makker Stine Hindby, som han ejer Kilden & Hindby med . Her er hun i Træ i Aarhus. Foto: Martin Thomas Ford

Et område i vækst

Markedet for hotelovernatninger i Østjylland er i god form, og særligt de seneste år har været kendetegnet ved vækst i antallet af overnatninger. På Aarhus Ø er Heartland og Kilden & Hindby engageret i opførelsen af et nyt, stort hotel, men opgaven med Marselis Hotel bliver en anden.

»Hvor vi på Aarhus Ø bidrager til at definere et nyt byområde, overtager vi med Marselis Hotel et eksisterende vartegn i en helt særlig natur. Det er to forskellige opgaver, men fællesnævneren er selvfølgelig at skabe værdi for Aarhus og for byens gæster. Vi kender vores opgave, og vi går til den med et stort ønske om, at Marselis Hotel fortsat skal være attraktivt for både lokale og turister i mange år fremover,« siger Rune Kilden, partner i Kilden & Hindby og kendt byudvikler.

Købsprisen offentliggøres ikke.

Hotellet ligger direkte ud til Aarhusbugten, hvor facaden strækker sig langs kysten og med Marselisborgskovene som nærmeste nabo. Pressefoto
Helnan Marselis Hotel i Aarhus. Arkivfoto: Ernst Van Norde