Fortsæt til indhold

Dansk stålgigant køber aarhusiansk virksomhed

Den aarhusianske grossistvirksomhed Brdr. Kier med afdelinger i Aarhus og Skanderborg overtages af Lemvigh-Müller.

Samfund

Danmarks største stål- og teknikgrossist, Lemvigh-Müller, overtager grossistvirksomheden Brdr. Kier med hovedsæde i Aarhus-bydelen Hasselager.

Det oplyser Lemvigh‑Müller i en pressemeddelelse.

Brødrene Kier beskæftiger 60 medarbejdere og har afdelinger i Aarhus og Skanderborg. Virksomheden er, lidt endnu, ejet af den erhvervsdrivende Vilhelm Kiers Fond, der har til formål at støtte humanitære og kulturelle formål primært i Aarhus Kommune.

»Med respekt for virksomhedens tarv har vi, som ejer af Brdr. Kier stillet os selv spørgsmålet, om vi er de rigtige fremadrettede ejere. Vi er kommet til den konklusion, at det er vi ikke. Vi er derfor glade for, at det bliver Lemvigh-Müller, som overtager aktiviteterne i Brdr. Kier,« siger bestyrelsesformand i Vilhelm Kiers Fond, Lars Steen Pedersen, i pressemeddelelsen.

Med opkøbet af Brdr. Kier ønsker Lemvigh-Müller at styrke sin markedsposition samt sin tilstedeværelse i Østjylland.

»Brdr. Kier og Lemvigh-Müller supplerer hinanden godt med et fokus på stærke kunderelationer og dybe tekniske kompetencer, så jeg er overbevist om, at vores fælles styrker vil komme vores kunder og samarbejdspartnere til gode,« siger adm. direktør i Lemvigh-Müller, Christian Søgaard-Christensen.

Overtagelsen er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse. Det forventes, at handlen kan gennemføres i løbet af de kommende måneder.

Lemvigh-Müller blev grundlagt på Kultorvet i København i 1846 og beskæftiger i dag omkring 1300 medarbejdere.