Fortsæt til indhold

Milliondonation giver Gl. Estrup helt nye strenge at spille på

Erfaring fra museets nyeste udstilling skal bruges til at gøre historien mere vedrørende.

Samfund

Der lå en julegave, der var større end de flestes, under træet på Gammel Estrup, da Danmarks Herregårdsmuseum kunne pakke fondsdonationer for omkring to millioner kroner op kort før jul.

Det er Inge og Asker Larsens Fond, ELRO Fonden, Sparekassen Danmark Fonden Djursland og C.A.C Fonden, der til sammen har givet tilsagn om donationerne, som sikrer fuld finansiering af et nyt stort formidlingsprojekt på herregården ved Auning.

Ambitionen med projektet er at gøre herregårdshistorien vedkommende og nærværende gennem et nyt formidlingslag i hele den permanente udstilling.

Museumsdirektør Kasper Steenfeldt Tipsmark kan endnu ikke fuldt ud afsløre, hvad det nye projekt indeholder, men han vil dog gerne fortælle, at donationerne giver Gammel Estrup mulighed for at udbrede formidlingen af museumshistorien med blandt andet lys og lyd.

Det er blandt andet noget, som herregårdsmuseet har fået erfaring med, siden museet sidste år åbnede den nye permanente udstilling på Gammel Estrups loft.

»Det er et projekt med et budget på 2,3 millioner kroner. Vi har fået omtrent to millioner i fondsmidler, og så ligger der en lille egenfinansiering for os. Igennem de seneste 20 år har vi jo arbejdet på vores permanente udstillinger, hvor vi nærmest er gået fra rum til rum, så det her er noget, vi har arbejdet frem mod i lang tid. Det giver os muligheden for at lave et helt nyt formidlingslag med blandt andet lys, så vi glæder os til at kunne fortælle historien på en ny og samlende måde,« fortæller Kasper Steenfeldt Tipsmark.

Udstilling under bjælkerne

Museumsdirektøren regner med at kunne løfte sløret helt for det nye millionprojekt i slutningen af januar.

Det var i sommeren 2025, Gammel Estrup åbnede for den nye udstilling på herregårdens loft i sydfløjen, som man nu vil bruge erfaringen fra til at udvikle formidlingen i resten af den permanente udstilling.

Det havde igennem flere år været efterspurgt fra museets gæster at få mere viden om brugen af lofterne, og efter Gammel Estrup i slutningen af 2024 færdiggjorde sit største renoveringsprojekt til dato med udskiftningen af herregårdens tag - et projekt til 24 millioner kroner - blev det samtidig muligt at åbne for publikum under det nye tag.

De store lofter blev anvendt til både opbevaring og tørreloft og som frirum for børn og ansatte på herregården.

Udstillingen består således af både interiør og indretning kombineret med forskellige lys- og lydinstallationer samt en stor model af herregården, hvor man kan følge stuepigernes rute rundt på herregården.

På loftet kan man efter renoveringen også stadig se den imponerende tagkonstruktion, som fremstår originalt med understrøget tag på fritlagte spær over hele det store loft.