Fortsæt til indhold

For to år siden endte det i et sandt snekaos. Men nu vover kommunen vinterpelsen og melder klar til kamp i år

»Siden det sidst sneede rigtig meget i Aarhus (i januar 2024) har vi skruet gevaldigt op for vores vinterberedskab,« lyder det fra kommunen på Facebook.

Samfund

I starten af 2024 blev Aarhus lammet af snedriverne. Trafikken sneglede afsted og både bløde såvel som hårde trafikanter var ude med riven og sneskovlen efter kommunens vinterberedskab.

I den forbindelse forklarede teknik- og miljørådmand Nicolaj Bang (K) bl.a., at kommunens beredskab, som var blevet vedtaget i 2018, kun var »gearet til 10-20 cm sne« og »almindelige danske vintre«.

Der var med andre ord blevet skåret i vinterberedskabets muskler.

Men nu er Kong Vinter så nok engang kommet til Smilets By, og meteorologerne spår om mere vintervejr de kommende dage, så hvor står kommunens beredskab forud for de prøvelser, det måtte give?

Ganske godt. I hvert fald hvis man spørger Aarhus Kommune.

»Vi vover vinterpelsen og melder klar til sneen,« lyder det på teknik- og miljøforvaltningens Facebook-side Trafik i Aarhus mandag.

»Siden det sidst sneede rigtig meget i Aarhus (i januar 2024) har vi skruet gevaldigt op for vores vinterberedskab,« lyder det fra kommunen.

Og her peger man på en række ting.

Blandt andet at man nu har flere folk til at sidde klar i beredskabet, næsten doblet op på materiel, og at man har fået et »væsentligt bedre overblik« over, hvor man skal salte og rydde sne.

Kommunen har denne gang også mulighed for at bruge en såkaldt sneslynge. Derudover har man også anskaffet sig maskiner, der kan tage sig af sne i buslommer, busstoppesteder og kryds og få kørt sneen væk, lyder det fra kommunens side.