Storcenter i Aarhus lancerer særlig attraktion
Der er nordiske guder på programmet i Storcenter Nord i Aarhus i starten af 2026.
Fra den 9. januar 2026 kan gæster i Storcenter Nord i Aarhus opleve Danmarks første store centerudstilling om den nordiske mytologi.
Det oplyser Salling Group i en pressemeddelelse.
Den nye udstilling hedder Nordiske Guder – De Mageløse Myter om Guder & Jætter og er skabt i samarbejde med MK Illumination, der ifølge Salling Group er et af verdens førende firmaer inden for dekoration og udstillinger. Udstillingen skal, lyder det, invitere besøgende »ind i en verden af guder, vikinger og vilde fortællinger.«
Udstillingen om de nordiske guder har vi lavet med stor respekt for et emne, som mange synes er spændende.Nicki Stougaard, marketingansvarlig i Storcenter Nord
Udstillingen om de nordiske guder kulminerer, oplyser Salling Group, i vinterferien. Det sker med den interaktive oplevelse Helterejsen - Stop Ragnarok. Her skal deltagere forhindre verdens undergang ved at gennemføre fem prøvelser, som »sætter deres mod, styrke og visdom på spil.«
Storcenter Nord investerer hvert år omkring tre millioner kroner i oplevelser til sine gæster.
»Vi er nok lidt en sjov størrelse, fordi vi både er et shoppingcenter og en oplevelsesdestination. Men kunderne giver udtryk for, at de er glade for blandingen, og derfor fortsætter vi rejsen. Vi går op i, at det både skal være hyggeligt og lærerigt, også selvom det foregår i et storcenter. Der må gerne være dét ekstra med hjem i indkøbsposen, når man besøger Storcenter Nord,« siger marketingansvarlig i Storcenter Nord Nicki Stougaard i pressemeddelelsen.
Man kan opleve udstillingen om de nordiske guder i Storcenter Nord fra 9. januar til 1. marts 2026.