Fortsæt til indhold

Elbilens smarte funktioner kan overraske på glatte veje

Når vejene bliver glatte, fyldes Facebook-grupper om elbiler med fortællinger fra bilister, der pludselig mister grebet. Mange bliver overraskede, når bagenden skrider ud, men en køreteknisk ekspert har gode råd til at undgå det.

Samfund

Facebook-fora om elbiler har lige nu flere historier fra bilister, der har fået sig en brat opvågning. Små fortællinger om rolige ture, der pludselig tog en uventet drejning, dukker op igen og igen, når det er glat.

Rigtig mange elbiler er i dag baghjulstrukne, og kombinationen af høj motorkraft, kraftig regenerering og glat føre kan give reaktioner, som ikke alle bilister er forberedt på.

I en stor Facebook-gruppe om elbiler beskrev et tilfældigt medlem sin oplevelse sådan:

»Jeg oplevede det på egen krop. Kørte på en tilsyneladende tør vej, og i et blødt sving blev jeg usikker og slap speederen for at sænke hastigheden. Det resulterede straks i, at bagenden på bilen skred ud, og jeg fik springsved på panden – panik. Der var åbenbart sort is på vejen. Var jeg ikke rutineret i at køre glatkørsel, var bilen endt i grøften. Det viste sig, at jeg kørte i B-mode, som er den kraftige regenerering hos Volkswagen.«

Den kraftige regenerering, der kaldes one-pedal-drive, hvis den kan bremse helt op, hvor bilen bremser kraftigt, når speederen slippes, er populær blandt mange elbilister. Systemerne gør det muligt at køre næsten uden at røre bremsepedalen. Men når vejen er glat, kan den samme funktion give tendens til overstyring, især i baghjulstrukne elbiler.

Det gælder om at undgå kraftig regenerering, når det er virkelig glat, forklarer Søren Holten Jacobsen, teamleder for Kvalitet og Uddannelse på FDM Sjællandsringen. Foto: Pr

Det er nemt, og mange nye elbiler tilbyder funktionen. Navnet varierer fra mærke til mærke, men princippet er det samme. Når speederen slippes, regenererer elbilen kraftigt og sender energi tilbage til batteriet. Kun ved hårde opbremsninger skal bremsepedalen bruges aktivt.

I hverdagen fungerer det effektivt, især i bykørsel. Men på glatte veje kan der være så lidt friktion mellem dæk og sne eller is, at den indbyggede ”motorbremse” får hjulene til at miste grebet. Resultatet kan blive en udskridning, som forstærkes, hvis bilen samtidig drejer.

Det er ikke tilfældige enkelthistorier fra sociale medier. Ifølge en køreteknisk ekspert er der tale om et mønster, som gentager sig, når frosten sætter ind, og mange bilister for første gang oplever, hvordan elbilens kraftige regenerering påvirker bilens balance på glat føre.

»Min erfaring er, at one-pedal-drive godt kan bruges på glatte veje, idet bilen justerer regenereringen i forhold til, hvor glat vejen er. Det betyder så også, at der i virkeligheden ikke regenereres ret meget på glat vej. Men der er en tendens til, at bagenden skrider lidt mere ud, ikke mindst i baghjulstrukne elbiler. Det er det, man kalder ”overstyring”, og den tendens vil være større, når man bruger one-pedal-drive. Jeg vil derfor anbefale, at man slår det fra i meget glat føre,« siger teamleder for Kvalitet og Uddannelse på FDM Sjællandsringen Søren Holten Jacobsen.

I mange elbiler kan regenereringen reduceres, men ikke fjernes helt. Justeringen sker typisk indirekte. Enten via køreprogrammer, hvor bilen prioriterer komfort og frit rul frem for maksimal energigenvinding, eller ved at vælge en lavere regenereringsstyrke i bilens indstillinger, hvis den mulighed findes.

I de populære elbiler fra VW-koncernen skal man f.eks. undgå at køre i programmet B, som er det kraftigste niveau af regenerering.

Slidte bagdæk forværrer problemet

Ifølge instruktøren spiller dæksliddet også en væsentlig rolle. På mange baghjulstrukne elbiler slides bagdækkene mere end forhjulene, og det øger risikoen for, at bagenden skrider, inden bilens systemer når at gribe ind.

»Mange kræfter og baghjulstræk slider på dækkene, og det betyder en elbil med mere overstyring. Det kan forskrække bilister, der i mange år har kørt forhjulstrukne biler og pludselig sidder i en baghjulstrukket elbil med mange kræfter på en spejlglat vej. Bilen vil typisk slå lidt med bagenden, og det bliver tydeligere, jo mere bagdækkene er slidt,« siger han.

Firehjulstræk kan give falsk tryghed

Mange elbiler har i dag to elmotorer og dermed firehjulstræk. Avancerede sensorer overvåger konstant vejgrebet og fordeler kræfterne til de hjul, hvor der er mest greb.

Selvom en bil som VW ID.4 GTX har firehjulstræk, skal man huske, at den ikke bremser bedre end andre biler. Foto: VW

Det giver imponerende fremkommelighed, men kan også skjule, hvor glat vejen reelt er.

»Når man kører op ad bakke med firehjulstræk og giver gas, er det imponerende, hvor meget vejgreb der er. Det kan give indtryk af, at bilen også bremser bedre. Men når man skal bremse, er en firehjulstrukket bil ikke bedre stillet end alle andre. På den måde kan firehjulstræk sløre, hvor glat vejen egentlig er,« forklarer han.

Slå one-pedal fra, og lad bilen trille

Instruktøren anbefaler generelt at slå one-pedal-funktionen fra, også på tør vej, hvis målet er at få mest mulig rækkevidde ud af batteriet.

»Mange tror, at one-pedal-drive er mere energieffektivt, men det er en misforståelse. Når du træder på bremsen, er den første del af pedalvandringen også regenerering. Der er altid et energitab, når energi omdannes,« siger han.

Kører man en elbil med slidte bagdæk, kan udskridningerne blive endnu værre. Foto: NAF

Den mest økonomiske kørestil er ifølge ham at slippe speederen tidligere og lade bilen trille længere.

»Hvis du kører one-pedal, har du en tendens til at bremse mere, fordi det føles behageligt. Men slipper du speederen tidligere og lader bilen glide, tager du farten af over længere tid. Det giver både mere ro og bedre økonomi.«

Hør alt om nye og brugte biler i Jyllands-Postens podcast ”Bilradio”. Den udkommer hver fredag. Lyt med hos Apple, Spotify eller i playlisten herunder, og husk at abonnere, så du får besked, når der kommer en ny episode.