Fortsæt til indhold

Boligerne gik som varmt brød i 2025 – og det betyder lavt udbud i 2026

Både priserne og antallet af handler på boliger steg i 2025, der faktisk kun overgås af coronaårene 2020 og 2021.

Samfund
sra

Boligmarkedet kan se tilbage på 2025 med markant fremgang i både priser og handler på villaer og rækkehuse.

Det viser den nye udgave af Homes Boligbrief fra ejendomsmæglerkæden Home og Danske Bank, hvor priserne på landsplan steg 10,3 procent fra december 2024 til december 2025.

Et gennemsnitligt hus på 150 kvadratmeter kostede i december 2.767.000 kroner mod 2.509.000 kroner for et år siden. Det svarer til en stigning på 258.000 kroner.

I Region Midtjylland er priserne endda steget endnu mere. Her kostede et gennemsnitligt hus på 150 kvadratmeter 2.099.645 kroner i december 2024, mens prisen i december 2025 var steget til 2.491.908 kroner – altså en stigning på knap 400.000 kroner.

Samtidig var salget 10,7 procent højere for husene i december sammenlignet med for et år siden. Ifølge Home er 2025 kun overgået af coronaårene 2020 og 2021.

»2025 blev et år, hvor der ganske enkelt blev solgt mange boliger – og det er en væsentlig forklaring på, at vi går ind i 2026 med færre boliger at vælge imellem,« siger Michael Dalsager, seniorkommunikationskonsulent og talsperson i Home.

Lavt udbud i 2026

Det forklarer tendensen i Boligsidens udbudstal: Ved indgangen til 2026 er der 30.634 villaer og rækkehuse til salg i Danmark, 11,1 procent færre end for et år siden.

Lejligheder skiller sig især ud: Udbuddet er nu nede på 5.249 boliger til salg, svarende til et fald på 25,5 procent år til år.

I Boligbrief ses samtidig et klassisk tegn på et travlt marked: Fra november til december faldt handelsaktiviteten for ejerlejligheder 4,6 procent, mens priserne steg 1,7 procent.

Især trukket af prisstigninger i hovedstaden, hvor år til år stigningerne også er tocifrede.

»Når udbuddet falder så kraftigt, kan det holde priserne oppe – men det kan også betyde, at aktiviteten begrænses, fordi køberne ikke kan finde det rigtige match,« siger Michael Dalsager.

Når udbuddet er lavere ved årets start, kan det øge konkurrencen om de mest attraktive boliger i de første måneder af 2026, fremhæver Home.

Sommerhusmarkedet havde også fremgang i 2025 med flere handler og højere priser på landsplan, viser Boligbrief.

Her er udbuddet også lavere nu. Sommerhuse ligger på 5.132 til salg, også et fald på 11,1 procent år til år.

»Det kan godt give en tidlig start på forårssæsonen, hvis købernes interesse kan lokke flere sælgere tidligt ud med til-salg-skiltet,« siger Michael Dalsager.

Danskerne forventer stigninger

Udsigterne til 2026 bliver samtidig bakket op af både forbrugernes forventninger og bankernes prognoser.

En ny YouGov-måling lavet for Home viser, at 44 procent af danskerne forventer, at huspriserne i deres lokalområde stiger med mere end 2 procent det kommende år, og andelen, der forventer stigninger på over 5 procent, er steget til 11 procent.

Samtidig forventer Danske Bank, at huspriserne på landsplan stiger 6,3 procent i 2026, hvilket ifølge Home svarer til omkring 175.000 kroner på en gennemsnitlig villa på 150 kvadratmeter.

En lav rente, stor boliginteresse og det lave udbud mange steder trækker boligpriserne opad.

Oven i det er danskernes privatøkonomi god. Lønnen strækker længere, både fordi vi har fået pæne lønstigninger, og fordi inflationen – og dermed prisstigningerne i samfundet – er gået betydeligt ned, forklarer Home.