Historisk palæ i Aarhus solgt for en formue
Midtbypalæ på Havnegade i Aarhus solgt til familieejet dansk virksomhed for en formue.
Nøglerne til en historisk ejendom i Aarhus skifter hænder.
Det oplyser erhvervsmæglervirksomheden EDC Erhverv i en pressemeddelelse.
Der er tale om en liebhaverejendom på omkring 1.500 m² i Havnegade 6+6A. Ejendommen er fordelt på syv ejerlejligheder, herunder fem boliger på 1. og 2. sal, og to erhvervsenheder i stueplan.
Den nordlige og oprindelige del af ejendommen, beliggende mod Havnegade, blev opført helt tilbage i 1873. 20 år senere blev ejendommen, oplyser EDC Erhverv, udvidet med en sidebygning og en forlængelse af hovedbygningen.
Ejendommen har fået tilnavnet Wulffs Palæ efter købmand og konsul Peter Wilhelm Rudolph Wulff, som bygningen blev opført for.
Det er den familieejede danske virksomhed FOAPS Ejendomme, der har købt ejendommen.
»Havnegade 6 er en trofæejendom og en markant skikkelse i bybilledet omkring havneområdet i Aarhus (...) Det er sjældent, at sådan en ejendom bliver udbudt i Aarhus, så da muligheden bød sig, var det om at slå til,« siger direktør for FOAPS Ejendomme, Anker Olesen, i pressemeddelelsen.
Ifølge Århus Stiftstidende har FOAPS Ejendomme sluppet 47 millioner kroner for palæejendommen i Havnegade.