Nye millioner til stort kultur- og idrætscenter: »Næsten surrealistisk at stå så tæt på målet«
Efter rigtig mange år begynder et kultur- og idrætscenter i Stavtrup at tage form.
Stavtrup Kultur- og Idrætscenter er et stort skridt tættere på at blive en realitet. Aarhus Byråd har endeligt godkendt en tillægsbevilling på 12 millioner kroner, og Salling Fondene har doneret yderligere fem millioner kroner til projektet.
Det skriver Fonden Stavtrup Kultur- og Idrætscenter i en pressemeddelelse.
Det samlede budget for centret på Bispemarken i Stavtrup er på over 60 millioner kroner. Idéen er at skabe et moderne forsamlingshus, hvor borgere fra Stavtrup og opland kan mødes til bevægelse, socialt samvær og kulturelle oplevelser.
Med 17 millioner ekstra kroner på kontoen er finansieringsplanen for kultur- og idrætscentret nu tæt på at være fuldt realiseret, lyder det.
»Efter mange års indsats fra frivillige og samarbejdspartnere er det næsten surrealistisk at stå så tæt på målet,« siger formand for Fonden Stavtrup Kultur- og Idrætscenter, Søren Kristiansen, i pressemeddelelsen.
»Mange års indsats« er ikke en overdrivelse. Et nyt samlingssted i Stavtrup har været i støbeskeen siden 2014.
Ifølge ny rådmand for Kultur og Borgerservice, Jesper Kjeldsen, er det ingen hemmelighed, at Stavtrup mangler halkapacitet.
»Derfor er jeg også sikker på, at det nye idrætscenter kommer til at løfte området og gøre en kæmpe forskel for borgerne,« siger han.
Ud over Aarhus Kommune og Salling Fondene har også investeringsselskabet AAA United, ejet af Aarhus-milliardær Anders Holch Poulsen, bidraget økonomisk til Stavtrup Kultur- og Idrætscenter.