Fortsæt til indhold

Ekstremt glatte veje overraskede kommunen: »Vi kunne ikke nå at reagere«

Borgere fra mange steder i Favrskov Kommune meldte om »vanvittigt glatte veje« om formiddagen 14. januar.

Samfund

På mange veje i Favrskov Kommune krævede det tungen lige i munden, forsigtige skridt og ordentligt fodtøj – alternativt skøjter – onsdag 14. januar.

Om formiddagen var der meget glat flere steder i kommunen, hvilket en gennemgang af de forskellige bygrupper afslører:

»Oplysning til alle, som færdes i rundt i byen: Veje og fortove er spejlblanke – sort is – det er ikke direkte visuelt, men kommer som en pludselig overraskelse,« lød det blandt andet klokken 10.21 i en besked i en bygruppe for Hinnerup.

I samme gruppe lød det lidt før:

»Mega glat på trods af plusgrader.«

I en Hammel-gruppe skrev en anden klokken 10.44:

»Der er vanvittigt glat i Hammel. Elmevej er umulig at passere eller færdes på. Én faldt og kunne ikke komme op at stå, men måtte kravle ind på fortov.«

Nogenlunde enslydende beskeder dukkede op i Thorsø- og Voldum-grupper.

Men hvorfor var der SÅ glat netop denne formiddag? Det svarer Niels Christian Laustsen, der er afdelingsleder for Trafik og Veje, på her:

»Vi får jo løbende meldinger fra Vejdirektoratet, og de har ikke kaldt ud. Derfor blev vi overraskede over, at det blev så koldt i løbet af formiddagen. Vores prognose sagde, at det ikke ville være så koldt,« siger han og tilføjer:

»Vi ringede faktisk til Vejdirektoratet ved 8.30-tiden for at høre, om vi havde overset noget, fordi vi godt kunne mærke, at det var glat. Men de havde altså ikke kaldt ud.«

Han forklarer, at kommunen så vurderede, at man ikke kunne nå at kalde saltspredere ud.

»Solen var jo på vej op, og temperaturen steg, derfor kunne vi ikke nå at reagere, før isen på vejene ville være væk igen. Det tager jo tid at få saltbilerne ud at køre,« siger Niels Christian Laustsen, som selv oplevede, at der ikke var glat meget tidligt om morgenen, mens det et par timer senere pludselig var meget glat.

»Nogle gange snyder vejret os, og før vi så kan nå at reagere, er det væk igen.«