Fortsæt til indhold

Grundejere ville spærre for adgang til Årslev Engsø: Nu har kommunen fået medhold af klagenævn

Offentligheden har ret til at benytte stier ned til engsø, fastslår Miljø- og Fødevareklagenævnet, som har stadfæstet Aarhus Kommunes afgørelse.

Samfund

»PRIVAT OMRÅDE - Adgang forbudt for uvedkommende,« står der på det hvide, lettere algeramte skilt ved Skibbyvej i Årslev. Et klistermærke med et videokamera akkompagnerer teksten, så det ikke er til at tage fejl af, at her må man altså ikke færdes.

Men det må man godt.

Det har Miljø- og Fødevareklagenævnet for nylig slået fast i hele to sager, hvor grundejere i Årslev i årevis har forsøgt at hindre offentlighedens adgang ned til naturskønne Årslev Engsø og stierne rundt om den.

Grundejerne klagede tilbage i 2023 til nævnet over et påbud fra Aarhus Kommune om, at de skulle fjerne nævnte skilt og en afspærring.

I sagen med skiltet er det i alt tre lodsejere, som ikke ønsker, at offentligheden skal benytte den private fællesvej, der blandt andet går forbi en række store drivhuse, hvor der har været drevet gartneri.

Det skyldes blandt andet hensynet til lodsejernes privatliv og »løse hunde, efterladt affald og udvedkommende, som lusker omkring boligerne«, fremgår det af afgørelsen.

Tager sagen til domstolene

Men de påståede gener overtrumfer ikke offentlighedens ret til at komme ned til engsøen, lyder det fra Aarhus Kommune og nu også Miljø- og Fødevareklagenævnet, som har stadfæstet kommunens afgørelse.

Nævnet finder det ikke godtgjort, at der er særlige gener for privatlivets fred og påpeger blandt andet, at der er mur og beplantning som afskærmer bebyggelserne.

»Miljø- og Fødevareklagenævnet finder derfor, at der er offentlig adgang til den i sagen omhandlede markvej, samt at der ikke som følge af gener for privatlivets fred er grundlag for at hindre offentlighedens adgang (...) Det opsatte skilt ved markvejens begyndelse har karakter af skræmmeskiltning og udgør derfor en hindring af offentlighedens adgang til fods og på cykel,« står der blandt andet i afgørelsen.

Afgørelsen faldt 19. december, men da avisen var forbi den 15. januar stod skiltet der stadig. Grundejeren bag klagen er ikke vendt tilbage på avisens henvendelser.

Til gengæld fortæller Teknik og Miljø, at ejeren af Skibbyvej 13 har tilkendegivet overfor kommunen, at han vil indbringe sagen for domstolene. Det skal han gøre inden seks måneder efter klagenævnets afgørelse.

»Aarhus Kommune afventer fristens udløb, før det næste myndighedsskridt tages. Hvis sagen indbringes for domstolene afventes rettens afgørelse,« skriver Teknik og Miljø til avisen.

Det er disse stier, som ifølge Aarhus Kommune og Miljø- og Fødevareklagenævnet skal være tilgængelige for offentligheden..

Afspærring fjernet

En næsten identisk sag - dog med et andet udfald - har udspillet sig få hundrede meter nordøstpå hos Aarslevgaard, der ligger ud til Silkeborgvej, men har jord helt ned til engsøen.

Her havde Rosborg-familien, der ejer gården, klaget over et påbud fra Aarhus Kommune om at fjerne to afspærringer af deres marksti. I 2023 havde Aarslevgaard for hver ende af stien opsat to stolper med et bræt imellem.

Ifølge familiens klage over påbuddet var det ligeledes her krænkende for privatlivets fred, når folk anvendte ejendommen og blandt andet passerede gårdspladsen for at komme hen til markstien.

Det argument har Miljø- og Fødevareklagenævnet også her underkendt, men afspærringerne er for længst fjernet.

Faktisk blev de fjernet allerede tilbage i efteråret 2023, fortæller Lindy Rosborg til avisen.

»Stien har været åben lige siden. Det var ikke fordi vi ville lukke den,« siger han.

Årsagen til afspærringen var ifølge gårdejeren, at der var meget trafik efter corona-perioden, og fordi dele af ejendommen skulle graves op og have lagt dræn.

»Nu er det blevet mindre igen, men der var rigtig mange amatørcyklister, som kom i grupper. De kørte simpelthen så hurtigt og så ikke en kæft, så det var også for at beskytte de folk, der kommer hernede. Vi er ikke interesserede i historier om folk, der er kommet til skade på vores grund,« siger Lindy Rosborg og forklarer, at klagen over påbuddet skyldes et ønske om at vide, hvilke rettigheder familien har som ejere.

»Vi syntes bare, at det var irriterende at blive indklaget, fordi vi tog et hensyn, og så kunne det være godt at vide, hvem der har retten til at bestemme over vores sti.«

Hvad mener I om afgørelsen?

»Den tager vi til efterretning. Det er bare sådan, det er. Vi har ikke tænkt os at gøre mere i den henseende. Så alvorligt er det heller ikke.«

Her var der tidligere en asfaltvej, der gik hen til markstien ved Aarslevgaard. Den er nu væk. Foto: Danni Paulsen

Vej er forsvundet

Siden 2023 er der dog sket noget andet på ejendommen, som besværer offentlighedens adgang til markstien.

Førhen kunne man gå udenom via en asfalteret vej, så det ikke var nødvendigt at komme gennem gårdspladsen og tæt på familiens stuehus for at nå stien.

Men det er det nu, for den del af vejen, der førte hen til stien, er blevet fjernet. Vejen optræder på sattelitkort, men da avisen var på besøg, var den pist forsvundet.

Således har Familien Rosborg, som mente at offentligheden kom for tæt på, nu nødvendiggjort, at offentligheden kommer tæt på, hvis den vil ned til Årslev Engsø.

»Der er stadig fri passage, men vi synes, at asfalt er en uskik. Vi ville gerne have det tilbage til noget mere naturligt. Så vi lod være med at genetablere den, efter vi havde gravet dræn, fordi vi syntes, at det var grimt,« forklarer Lindy Rosborg og pointerer, at vejen aldrig har været en del af uenigheden med kommunen, og at der ikke er blevet klaget over fjernelsen af den.

»Den asfaltsti har heller aldrig været noteret som noget, vi har pligt til at have. Det var bare noget, vores far syntes var smart i sin tid,« siger han.

Teknik og Miljø oplyser, at sagen om markstien ved Aarslevgaard er lukket, fordi afspærringerne er fjernet.

Førhen kunne man tage de blå ruter for at nå ned til markstien (grøn), der fører ned til Årslev Engsø. Men nu er en af ruterne ikke længere farbar, efter en mellemvej (rød) er blevet fjernet. Sattelitfoto: Skraafoto.dk