Politiet fik nok af fulde børn i Tivoli Friheden. Parken ønsker dog ikke at kopiere københavnsk påfund
I 2024 kom Østjyllands Politi med et opråb til unges forældre, og efterfølgende tog forlystelsesparken sagen i egen hånd og hævede aldersgrænsen.
Betjente fra Østjyllands Politi har flere gange erfaret, at børn ned til 6.-7. klasse drikker alt for store mængder i forbindelse med Fed Fredags-arrangementer i Tivoli Friheden i Aarhus.
I Tivoli i København har man oplevet lignende, hvor ”helt unge mennesker i stigende grad færdes ude på egen hånd” om aftenen på fredage. Ved de tilfælde har Tivoli set eksempler på det, forlystelsesparken kalder uhensigtsmæssig adfærd fra helt unge, som er uden en voksen.
Som følge af det har den københavnske forlystelsespark nu indført, at alle unge under 16 år, der vil færdes i Tivoli fredag aften, skal have en voksen ledsager med.
Derfor har avisen foreholdt Tivoli Friheden, hvorvidt den aarhusianske forlystelsespark vil følge trop.
Direktør for Tivoli Friheden, Henrik Ragborg Olesen, fortæller, at man i parken har været opmærksom på problematikken med fulde unge mennesker længe.
»Vi er opmærksomme, fordi det kan blive en ubehagelig oplevelse for andre i parken, hvis der er nogen, som tumler rundt og er alt for fulde. Når vores gæster ankommer, sørger vores kontrollører for at kigge folk i øjnene for at se, om de er for påvirket. Men det kan nogle gange være svært at opdage, hvis de unge lige har drukket alkohol, hvor promillen endnu ikke er slået igennem. Nogle gange rammer det først de unge, når de er inde i parken,« siger direktøren til avisen.
I 2024 stod det ifølge politiet så grelt, at man følte sig nødsaget til at komme med en opsang og en opfordring til forældrene.
»Vi har den seneste tid set alt for mange alt for fulde børn vælte rundt i området uden for Tivoli Friheden i Aarhus, når der er fredagskoncerter,« skrev Østjyllands Politi blandet andet dengang og tilføjede:
»Vi har brug for, at I hjælper os med at gøre fredagene federe og laver nogle klare aftaler med jeres børn, inden de tager med vennerne til koncerter i Tivoli Friheden. Eller bedre endnu - at I selv tager med,« skrev Østjyllands Politi på deres Facebookside i sommeren 2024.
Hævede aldersgrænsen sidste år
På grund af episoderne i 2024, valgte forlystelsesparken i 2025 at hæve aldersgrænsen på at færdes alene fra 12 til 14 år.
»Efter vi hævede aldersgrænsen oplevede vi ikke tilnærmelsesvis de samme problemer i 2025 som i 2024. Vi kan også se, at der er flere voksne, som tager ud med deres børn,« siger han.
Kan man forvente, at alderen bliver hævet til 16 år, nu hvor det er sket i København?
»Nej, det fungerer fint med den grænse, vi har sat med 14 år. For nuværende er vi tilfredse med de regler, som vi har,« svarer direktøren.
Tivoli Friheden samarbejder både tæt med Østjyllands Politi og Natteravnene.
Den nye sæson åbner i påsken, hvor første åbningsdag er 2. april.
»Ligesom sidste år forventer vi en rigtig god sæson. Med det program, vi har sørget for, forventer vi mange glade mennesker. Vi forventer at få travlt. Vores vigtigste opgave er, at det bliver en god oplevelse,« siger Henrik Ragborg Olesen.