7 millioner kroner skal reducere smerter efter kræftbehandling
Den aarhusianske virksomhed Wenemea får sammen med to erhvervspartnere 7 millioner kroner i Eurostartsmidler til at udvikle teknologi, der kan mindske nerveskader som følge af kemobehandling.
Forestil dig, at dine fødder eller hænder er hjemsøgt af en prikkende smerte, der er så voldsom, at du ikke kan trykke koblingen ned i din bil. Eller bruge tastaturet på din computer.
Det kan være virkeligheden for 275.000 kvinder i Europa, som hvert år får konstateret brystkræft. Årsagen er nerveskader efter kemobehandling - også kendt som CIPN. I dag rammes 50 procent af de overlevende brystkræftpatienter af smerter - for 17 procent forsvinder smerterne aldrig igen.
De kvinder, vil den aarhusianske virksomhed, Wenemea hjælpe.
Det skriver Wenema i en pressemeddelelse.
Wenemea sammen med virksomhederne Medodan Consulting, der udvikler hardwarekomponenter, og Cubist, som bidrager med data- og AI-kompetencer, en bevilling på 7 millioner kroner. Pengene skal bruges til at forfine den prototype, som Wenemea har udviklet og gøre den klar til markedet. Som Poul Sohl, der er CEO i Wenemea siger:
»Vi vil bare gerne have det her produkt ud at leve, fordi det kan gøre en kæmpe forskel for så mange mennesker.«
Teamet har udviklet et kompakt, beslutningsunderstøttende device, der kan måle tilstanden i de perifere nerver mellem kemobehandlinger. Ved at kombinere den måling med data om patienten, kan dosen af kemoterapi tilpasses. Det reducerer risikoen for livslange nerveskader markant.
»Med vores device står vi overfor et gennembrud i forhold til at forhindre alvorlige nerveskader efter kemoterapi. Ambitionen for os er, at alle skal få adgang til at få målt deres nervers tilstand, hvis de får kemoterapi. Det kan være forskellen på et liv med – eller uden – invaliderende smerter.«
Startuppen har været i gang med udviklingen tre år og er sket i samarbejde Aarhus Universitetshospital. De sidste ni måneder har de deltaget i den landsdækkende innovationsaccelerator: Beta. Health, som hjælper klinikere med at tage problemer fra deres hverdag og gøre dem til løsninger til gavn for patienter og samfund.