Fortsæt til indhold

Hvorfor vil kommunen overhovedet igen kigge på vindmøller, der belaster naturområdet?

Samfund
Jan Erik GaardhøjeMed sommerhusadresse: Svinget 65 8930 Randers NØ

Norddjurs Kommune har besluttet igen at kigge på området i Hollandsbjerg, hvor der pt. er 11 stk. ældre vindturbiner, hvor ejeren European Energy arbejder på at udskifte disse ældre og ifølge ejeren udtjente vindturbiner med 6 stk. nye hver med en højde på ca. 180 meter.

Det der undrer mig med dette projekt er, at de gamle vindturbiner der ønskes erstattet eller ”re-powered” blev sat op inden området Randers Fjord ændrede status til Natura 2000 og habitatområde.

Det betyder, at de nuværende turbiner ikke er VVM-miljøvurderet efter beliggenheden op ad et område med den status, og med de tætteste liggende ca. 400 m fra et Natura 2000 / habitat-område, vil de aldrig blive tilladt i dag med den lovgivning der er på området.
Og i øvrigt den holdning som Norddjurs selv tilkendegiver omkring administrering af ”Natura-2000 områder”

Allerede da disse eksisterende 11 stk vindturbiner blev opsat i starten af 00’erne var der indsigelser fra DOF (Dansk Ornitologisk Forening), som allerede dengang havde set en forværring for fuglelivet bare med de mindre vindturbiner som disse 11 stk. 92 m høje vindturbiner i lokal plan 1136 den gang skulle erstatte.

Dette gjorde de opmærksom på i den VVM der kom i 2002.

Norddjurs har nu så sammen med de øvrige kommuner omkring Gudenåen og Randers Fjord indgået et samarbejde om et projekt, der er kendt som Gudenåplanen.

En plan der skal genoprette naturen omkring hele Gudenå / Randers Fjord-området. Det er en plan om at skabe det største sammenhængende naturområde og en af Nordeuropas vitale blå-grønne korridorer.
At genetablere et levende naturlandskab, hvor der skabes plads til natur og biodiversitet en fremtidssikring af Gudenådalen og Randers Fjord.

I denne plan indgår det samme område, som påtænkes brugt til nye vindturbiner.

Det lyder jo positivt at 11 stk. vindturbiner erstattes af ”kun” 6 stk. nye, og ser ikke voldsomt ud på oversigten.

Men fakta er at disse 11 stk. vindturbiner udgør i dag et samlet bestrøget areal på 35.387 m2, hvor de påtænkte 6 stk. vindturbiner vil give et samlet bestrøget areal på 123.672 m2.
Altså et areal der er næsten 3,5 gange større.

Dette sammenholdt med at vindturbinernes placering vil ligge som en mur i det forhåbentligt kommende sammenhængende naturområde, og muligvis forhindre en stor forskellig biodiversitet, yngleområder, et alsidigt dyreliv, samt fri passage for både træk og standfugle m.m.
En mur der vil forhindre et sammenhængende naturområde fra Gudenåens udspring og til Randers Fjords udløb i Kattegat.

En mur der allerede i dag eksisterer, som giver færre rastende trækfugle, mindre yngleaktivitet osv., ting der allerede er påpeget en gang og dette endda da der var en væsentligt mindre ”mur” end den der er nu og endnu mindre en den der måske kommer med de nye turbiner.

Oven i dette vil jeg gerne gøre opmærksom på Dansk Ornitologisk forening store bekymring for området, også blev bragt op i 2018 da planerne for Natura 2000 området var i høring,

Da ønskede DOF, at området Grund Fjord og større dele af Randers Fjord også blev medtaget i Natura 2000 og habitat-området, idet DOF påpegede at der i dette område var et fugleliv der var nødvendigt at beskytte.

Det lykkedes desværre ikke den gang, men dette fugleliv, der blandt andet er rørhøge, havørne, is-fugle m.m., har stadig et behov for denne beskyttelse.

Som en yderligere information, til de nye medlemmer af kommunalbestyrelsen, så var der også for år tilbage (2018-2020) et lignede projekt for området, et projekt der kom ret langt i processen inden det blev droppet.

Det var et projekt, hvor Vattenfall selv dengang noterede, at projektet ville have væsentlige indvirkninger på miljøet i form af støj og skyggekast samt visuel landskabelig påvirkning.

Jeg håber Norddjurs Kommunes politikere, vil tænke sig meget grundigt om, inden de vælger om dette vindturbine-projekt virkeligt passer ind i de tanker, Norddjurs Kommune har for området.
Om det passer med de planer, kommunen har sammen med andre kommuner omkring ”Gudenåplanen”, men også hvordan man mener, at vindturbine-projektet passer ind i den plan som Norddjurs Kommune selv har for Natura 2000 områderne.